Enhver, som har forsøgt at få undersøgt en akut skade på en af hovedstadsregionens skadestuer, ved, at det halter med at leve op til sundhedslovens løfter om ’let adgang’ til sundhedsvæsenet. Mens man tålmodigt venter time efter time, får man derimod en stærk fornemmelse af, at det går bedre med at indfri kravet om den ’lige adgang’. Nogle patienter bliver ganske vist prioriteret før andre, men det hænger sammen med skadens alvor, og det kan alle jo se det fornuftige i.
Tænk nu, hvis det var således, at personer med en privat sundhedsforsikring kunne springe køen over og efterlade det store flertal uden adgang til en sundhedsmæssig ’fast track’ i venteværelset. Det ville de fleste nok finde urimeligt – ikke mindst hvis dette var kommet i stand via skattelovgivningen, som åbner mulighed for, at virksomheder kan tegne sundhedsforsikringer for medarbejdere, uden at den ansatte bliver beskattet af dette frynsegode.
Nu er det faktisk således, at man med visse sundhedsforsikringer kan henvende sig på en privat skadestue, hvor ventetiden angives til at være omkring 20 minutter. Sundhedsforsikringernes store virkefelt er dog planlagte operative indgreb, og her kan de heldige, som er omfattet af en arbejdsgiverbetalt forsikringsordning, også se frem til kortere ventetid end andre.
Det kan virke mærkværdigt, at Folketinget først forpligter sig til at sikre ’let og lige adgang til sundhedsvæsenet’, mens man efterfølgende begunstiger borgere med særlige virksomhedsordninger. Er hukommelsen meget kort, eller har man ændret holdning til det med den lette og lige adgang? Da Folketinget vedtog de særlige skatteregler, var man faktisk opmærksom på problemstillingen. Man forventede således, at denne særlige skatteordning direkte eller indirekte ville føre til kortere ventetider for patienter uden privat sundhedsforsikring, og at skattelovgivningen dermed så at sige ville medvirke til at realisere sundhedslovens målsætning om let adgang til sundhedsvæsenet. Om denne forudsætning holder stik, er et godt spørgsmål – og det er da også problematiseret i et rapportudkast, som ligger på Rigsrevisionens bord.
Uanset hvordan man vender og drejer det, indebærer den særlige skatteordning, at personer, som er i et ansættelsesforhold, og hvor virksomheden har lavet en generel ordning for medarbejderne, har lettere adgang til sundhedsvæsenets ydelser. Store grupper som f.eks. børn, studerende, alders- og førtidspensionister og arbejdsløse har derimod ikke dette særlige privilegium. Derfor er der også grund til at holde et vågent øje med, om denne ordning rent faktisk frigør ressourcer til gavn for alle, eller om man i stedet skal revidere sundhedsloven, således at målsætningen i overensstemmelse med virkeligheden kommer til at lyde ’ikke alt for vanskelig og ikke alt for ulige’ adgang til sundhedsvæsenet.