Hvor har det været forfriskende at høre Lægeforeningens formand tage bladet fra munden i prioriteringsdebatten. Det er ellers et emne, som ofte fremkalder flakkende blikke og ’uld i mund’ hos både politikere, administratorer og sundhedspersonale. Men her er udmeldingen klar: Det vil være absurd, hvis lægen ikke lægger vægt på sociale forhold, når man skal prioritere mellem to patienter, som har det samme behandlingsbehov. En patient, som risikerer at miste sit job i ventetiden, skal således prioriteres højere end en arbejdsløs eller pensioneret patient.
Jens Winther Jensens argumentation er grundlæggende baseret på det synspunkt, at man får mest sundhed for pengene ved at prioritere den erhvervsaktive. Herved undgår man de sociale og deraf følgende helbredsmæssige problemer, som ofte følger i kølvandet på arbejdsløshed, og både patienten og samfundet får en gevinst. For den arbejdsløse er skaden allerede sket, og her er det sundhedsmæssige udbytte ved tidlig behandling derfor ikke så stort.
Den form for nyttetænkning er besnærende og kan også have sin berettigelse. Men det er vigtigt, at det ikke fører til usaglig værdisætning af de ventende patienter. Man kan sagtens forestille sig situationer, hvor det kan være berettiget at prioritere en yngre erhvervsaktiv forsørger frem for en ældre, pensioneret patient. Hvis en lidt længere ventetid ikke indebærer væsentlige belastninger for den ældre, men til gengæld kan forebygge en væsentlig skadevirkning for den yngre, virker det mærkeligt at prioritere anderledes. Omvendt kan man også let forestille sig situationer, hvor ventetiden netop er belastende for den ældre, og hvor den yngre ikke risikerer at skulle gå fra arbejde, hus og familie ved at vente et par uger længere på listen. Derfor er det – som Jens Winther selv erkender – ikke så enkelt endda. Især ikke, når der rent faktisk er lange ventetider på behandling.
Med en generel accept af sociale forhold som prioriteringskriterium risikerer vi, at nogle grupper patienter betragtes som mindre værdige, fordi de ikke repræsenterer den samme samfundsmæssige værdi som andre patienter. Det vil især gå ud over grupper, som i forvejen er marginaliseret og svagt stillet, såsom socialt belastede eller sindslidende. I en retlig optik er dette stærkt problematisk, for her tæller alle mennesker som ligeværdige.
Sundhedsloven udtrykker også dette princip, når den proklamerer, at borgerne skal have »let og lige adgang« til sundhedsvæsenets ydelser. Men når adgangen ikke er let, bliver den også tit ulige. Derfor er det vigtigt både at diskutere de samlede ressourcer og fordelingen af disse. Lægeforeningen har givet bolden op med et offensivt indspark. Lad os håbe, at andre med lige så åbent sind vil være med til at kvalificere denne vigtige debat.