Luk regionerne, står der selvfølgelig i overskriften – hvad ellers? Det er jo det nye mantra – den nye løsning på sundhedsvæsenets problemer. Men hvis lukning af regionerne er løsningen, hvad er så problemet, må man spørge sig?
Da det primært var partier, der ikke havde det store engagement – eller den store indflydelse på regionalpolitik — der messede mantraet, kunne det jo være en rent politisk udmelding bundet i uvidenhed om regionernes opgaver. Men når Venstre, som er hovedarkitekten bag regionerne, melder sig i koret, får spørgsmålet ’hvad er problemet?’ en anden dimension.
Vi har jo i lang tid hørt om et sundhedssystem i verdensklasse – kræftpakker, hjertepakker og mange andre tiltag, som regeringspartiet har rost sig selv for at sætte i gang. Bedre sammenhæng, fordeling af opgaverne mellem parterne osv. Men nu – op til et valg – fungerer det åbenbart ikke.
Hvis man politisk tror, at man undgår dårlige sager, tror jeg ikke, alverdens strukturændringer fjerner det vilkår i den politiske verden.
Så længe vi har et ’rettighedssamfund’, hvor borgerne får rettigheder i forhold til sundhed og sundhedsydelser, har man inviteret til klagestorm.
For retten til behandling bliver hurtigt synonym med retten til at blive eller være rask – og det kan hverken rød eller blå blok leve op til.
Indtil nu har regioner og sundhedsminister stået på mål for klagerne – ministeren kan hurtigt blive alene uden sine regioner.
Hvis baggrunden for nedlæggelsen af strukturen er, at man har været dårlig til drift, kunne det være fristende at nævne andre offentlige strukturer, der kunne gøre sig mere fortjent. Er man tilfreds med kommunernes indsats på sundhedsområdet? Hvad med tilbagevendende sager om plejehjem og sidst et omsorgshjem på Vestsjælland? Ministerierne kan vel heller ikke sige sig fri for dårlige driftsresultater? Hvis man virkelig skal analysere området – men det skal man åbenbart ikke — er regionerne vel de mest driftsikre – i hvert fald på sundhedsområdet.
Er det sammenhængskraften, man vil styrke. Næppe, når man overvejer at skille det i hovedsiden velfungerende samarbejde mellem almen praksis og sygehussektoren og lægge det ind under hver sin administration. Det vil give kassetænkning og opgaveglidning frem og tilbage i en udstrækning, vi end ikke kan forestille os.
Så dybest set er det svært at få øje på andet end en gammel politisk disciplin: Find en syndebuk, giv den skylden for det meste og udryd den så.
Hvad der så skal i stedet, får man en kommission til at udtænke, og så starter vi forfra igen.
Tænk, hvor forfriskende det ville være, hvis man evaluerede den sidste strukturreform med dannelsen af de fem regioner, før man udrydder dem – og så på baggrund af denne evaluering kom med en ny udmelding.