For efterhånden mange år siden var jeg sammen med en kollega inviteret til den årlige kongres hos de amerikanske kardiologer. Kongressen fandt sted i Atlanta og var en stor oplevelse – primært fordi Danmark var så fint repræsenteret. Ikke af undertegnede, men af kardiologen Henning Rud Andersen, der fremlagde resultaterne fra DANAMI2-undersøgelsen, der førte til store ændringer i hospitalslandskabet.
Den helt korte version var, at overlevelsen var større ved at transportere blodproppatienter hen til et center, hvor man kunne lave invasiv kardiologi på et højt niveau, frem for at stabilisere dem på en lokal afdeling først.
Jeg husker det tydeligt, for man havde fornemmelse af at overvære en fremlæggelse, der virkelig var epokegørende, og det har eftertiden vel også vist.
Og hvad lavede en almen mediciner så der? Jeg havde ydet et beskedent bidrag – 10 patienter – til en stor undersøgelse, hvor to forskellige præparater – en AT2-antagonist og en betablokker — blev sammenlignet i en gruppe patienter med hypertension og forstørret venstre ventrikel.
Resultatet, der vel ikke kan kaldes epokegørende, blev fremlagt, som om det var det – og bevares, der var da også områder, hvor det nye præparat var det gamle overlegent, men fornemmelsen af at høre en præsentation, der virkelig rykkede noget, sad man ikke tilbage med. Måske snarere historien om en fjer, der blev til fem høns.
Så præsentationen påvirkede mig ikke synderligt – men det tætte samarbejde omkring udførelsen af projektet var utrolig lærerigt. Dels at få indsigt i, hvor stort et apparat der skal stables på benene for at få foretaget en sådan undersøgelse, dels den professionalisme der ligger bag udførelsen.
Men den påvirkning, der nok hang mest ved, opdagede jeg, da vores medicinkonsulent i mange år derefter påpegede, at vi primært brugte denne AT2-hæmmer, når vi valgte denne type præparat – ikke fordi det var forkert, og nu er det i øvrigt den billigste og rekommanderede fra IRF – men fordi … Ja, hvorfor egentlig?
Der var ingen returkommission, men en fortrolighed med præparatet, jeg ikke havde med de andre i præparatgruppen. Jeg sad ikke i nogen lægemiddelkomité og vejledte andre og ville også være inhabil, hvis jeg havde gjort det.
Så når gode og respekterede kolleger anpriser et bestemt lægemiddel, tænker jeg altid, om de ligesom jeg dengang har været med i afprøvningsprocessen og har fået et positivt indtryk af præparatet, der kan skygge lidt for deres overordnede dømmekraft.
Præparater skal udvikles og afprøves – men andre end de involverede må bedømme resultaterne og komme med rekommandationerne.
Så må man jo vælge, hvor man helst vil lægge sin arbejdskraft.