Han kaldte mig ved navn. Es. Kap. 49, 1-6. Det har nok haft lidt ekstra vægt, at det var Gud, der gjorde det, men det ændrer ikke ved det forhold, at vort navn er en væsentlig del af vores identitet. Jeg hedder Jørgen.
Jeg kunne være kommet til at hedde Karl, Christian, Frederik, Børge, Leonius eller Borsalino, men kom til at hedde Jørgen. Tre måneder gammel trak jeg mit navn i min faders bløde hat, hvor mine forældre havde lagt 5-6 sedler med de her forskellige navne. To gange trak jeg sedlen med navnet Jørgen, og så var min skæbne beseglet. Havde jeg i stedet fanget Borsalinohattens svederem – ja, jeg tør ikke tænke tanken til ende. Jeg har som voksen talt med en numerolog, der ud fra min personlighed mente, at jeg skulle hedde Ib!
Min mor har i øvrigt senere fortalt mig, at hun havde skrevet Jørgen på samtlige sedler.
I skolen var vi, i klassen, fem, der hed Jørgen. En blev kaldt store Jørgen, en anden lille Jørgen. En blev kaldt kloge Jørgen og en anden blev kaldt smukke Jørgen. Jeg blev kaldt Lassen. Da jeg mange år senere kom i praksis, hed begge mine kompagnoner også Jørgen. Så jeg fik meget hurtigt patienter nok, da alle ville ind til Jørgen. Vi var tre meget forskellige personligheder, der tilsammen ville være blevet den ideelle polyhistoriske praktikus, men hed alle Jørgen. Man kan altså være meget forskellige og alligevel hedde det samme.
Dette er diametralt modsat af, hvad der forekommer i farmakologiens verden. Det samme generiske medicinske præparat kan hedde mange forskellige navne. Apoteket kan og skal i de allerfleste ordinationer substituere til det til enhver tid billigste generika. Pillen, kapslen eller tablettens størrelse, form og farve kan være vidt forskellige. Ligeledes kan emballagens typografi, art og farve være vidt forskellige. Kun det virkningsfulde stof skal være præcis det samme.
Nu har gode folk i en del år gjort en betydelig indsats for at fremme patientsikkerheden. Man har gjort meget ud af at gøre ampuller og andre medicinemballager forskellige, så forvekslinger kunne undgås. Denne substitutionsordning, hvor patienten pådrages mange muligheder for fejlmedicinering i form af dobbeltmedicinering, til de sidste tabletter i den gamle pakning er brugt op – eller ophør med medicinindtagelse af frygt for, at de nye piller ikke er de ’rigtige’, mener jeg, er et af de største problemer inden for patientusikkerhed. Det ville klæde de politiske ordførere at tage en sådan generel sundhedspolitisk problemstilling op, til afveksling for deres lemmingagtige adfærd på enkeltsager.