»…ikke tilstrækkeligt godtgjort, at det ansøgte projekt kan betegnes som forskning, idet projektet mere har karakter af kvalitetssikring end af forskning«.
Sådan afviser Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom forskningsprojekter, der indsendes til rådets behandling.
Det er åbenbart, at der kan være kvalitetssikringsarbejde, der burde være en del af den løbende driftsvaretagelse – f.eks. rapporteringer af forskellige enheders mål- og indikatoropfyldelse. Men forskningsrådet synes at gå endnu videre; hvis der er tale om forskningsprojekter, der søger svar på, hvordan vi effektivt organiserer sundhedsvæsenet, så kan det også falde i kategorien kvalitetssikring – og dermed afslag.
Ikke afslag på grund af relevans, ikke på grund af gennemførlighed, ikke på grund af metode – men tilsyneladende alene fordi projektets mål er at bedre kvaliteten af sundhedsvæsenets indsats.
Der bruges i disse år mange ressourcer på at udvikle sundhedsvæsenet, gennem bl.a. fælles akutte modtagelser, diagnostiske centre m.v. – hvordan gøres det rationelt og effektivt? Forskningsrådets forståelse af forskning er problematisk i en tid, hvor der måske er endnu mere behov for en evidensbaseret tilgang til effektiv indretning af sundhedsvæsenet.
Derfor er der behov for at udfordre forskningsrådets indskrænkende definition af ’forskning’ – så helt nødvendige forandringer oftere kan ske på baggrund af evidens.
Men en bredere tilgang til forskning i forskningsrådet er ikke tilstrækkeligt. Der er også et markant behov for, at der arbejdes med den egentlige kvalitetssikring, hvor de mange data, der dagligt indsamles i det danske sundhedsvæsen, bliver anvendt til at rapportere, stille spørgsmål og forbedre indsatsen i sundhedsvæsenet.
Kaiser Permanente er mange gange fremhævet som en effektiv sundhedsorganisation. Noget af det slående i Kaiser Permanente er den insisterende brug af de relativt få data, organisationen indsamler. Danmark har langt bedre muligheder – men der mangler en systematisk brug og rapportering.
Det er en opgave for Danske Regioner eller for Sundhedsstyrelsen.
Danske Regioner har de økonomiske muligheder – men der vil formentlig fortsat være nogen modstand, fordi rapporteringen vil sætte regionsråd og ledelser under pres, når lokale og regionale forskelle skal forklares og udbedres. I samme forbindelse bør regionerne overveje, hvordan der sikres muligheder for at understøtte indsamling af evidens for – og gennemførelse af – effektiviseringstiltag på tværs af enheder i sundhedsvæsenet.
Tiltag der i dag kun meget vanskeligt kan få hjælp til gennemførelse.
Hvis regionerne ikke vil, må der etableres en overregional enhed til denne funktion. Det er for dyrt, for usikkert og for dårligt, at vi ikke bruger data og forskningsmuligheder til at forbedre kvaliteten af indsatsen i sundhedsvæsenet.