Det kan lovgiverne ganske enkelt ikke være bekendt. Umiddelbart efter denne tankevækkende ’stikpille’ dukkede en konkret sag op, hvor det, lægen gjorde, var ulovligt, men til bedste for patienten.
Det drejer sig om tvangsfiksering af oppegående patienter, der er anbragt på Sikringsanstalten. Her er landets mest voldelige og farlige sindssyge patienter anbragt. Europarådets Torturkomité var på inspektion og fandt, at fiksering af arme og ben på oppegående patienter var nedværdigende, og konkluderede, at de psykisk syge blev mishandlet. Hensigten med denne fiksering med korte remme på arme og ben er at minimere risikoen for, at disse patienter udøvede vold mod deres medpatienter og personalet. Alternativet var, at patienten blev lagt i bælte i sin seng, låst inde på sit værelse eller blev medicineret så kraftigt med antipsykotisk og beroligende medicin, at der var tale om en medicinsk fiksering eller spændetrøje. Disse alternativer ville besværliggøre eller helt umuliggøre ethvert forsøg på behandling. Disse passiviseringer af aggressive patienter blev også kritiseret, bortset fra den medicinske behandling, der kan gøre patienterne til vegetative væsner, som vi så det i filmen ’Gøgereden’!
Medierne boltrede sig i sagen uden den store refleksion. Dagbladet Politiken ofrede en fordømmende leder og godt med sensationsoverskrifter på sagen. Fra Sundhedsstyrelsen lød det, at tvangsfiksering af oppegående var en uværdig behandling. Hvad man derfra fandt værdigt ved de alternative tvangsforanstaltninger, forblev usagt.
Så dukkede formanden for Folketingets Sundhedsudvalg frem på tv-skærmen: Preben Rudiengaard (V). Han kundgjorde med stor autoritet, at den ulovlige bæltefiksering af oppegående var ulovlig, og det ville den vedblive med at være. Basta! Dagen efter satte sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (kons.) sine eksperter til at undersøge, om patienterne har gavn af den omtalte fiksering med fod- og håndremme!
Nu kan det så ende med, at den ansvarlige overlæge, Benedikte Volfing, får oprejsning for den hetz, hun i denne sag har været udsat for. Personalets og medpatienternes sikkerhed har jeg ikke set omtalt. Det virker højst besynderligt, når man påtænker, at det drejer sig om mennesker, der er tvangsanbragt på ubestemt tid på grund af drab og ekstremt farlig vold. Jeg har en til vished grænsende fornemmelse af, at de, der har udtalt sig fordømmende over dette forhold, alle ville betakke sig for at være i selskab med disse uberegnelige, svært psykisk syge mennesker uden en eller anden form for beskyttelse.