Ventet fordi praktiserende læger ved skæbnens ugunst skal forhandle ny overenskomst i en periode, hvor finanskrisen giver stærkt begrænsede reale rammer. Særlig delikat er det, at stigninger i udgifterne til praktiserende læger skal tages fra hospitalerne. Det betyder, at der både fra hospitalerne og blandt hospitals-(sundheds)politikere er et stigende krav om dokumentation af effekten af flere ydelser og højere udgifter til praktiserende læger.

Ud over den økonomiske konflikt er der en reel konflikt om planlægningsbeføjelserne. På alle områder har regionerne retten og pligten til at gennemføre planlægningen af det regionale sundhedsvæsen. Det gælder bare ikke for almen praksis. Her er planlægningsbeføjelsen overladt til et kollegium af repræsentanter for praktiserende læger og folkevalgte politikere.

Konstruktionen indebærer i princippet, at den enkelte praksis ikke er bundet af regionens samlede sundhedsplanlægning – medmindre repræsentanterne for almen praksis er enige i det. Mange gange er repræsentanterne fra de praktiserende læger enige i principperne, men understreger, at de jo ikke kan forpligte den enkelte praksis. Det er et af de forhold, der er med til at øge risikoen for, at sundhedsvæsenet fungerer fragmentarisk.

Det er forståeligt, at regionerne ønsker at have den samlede planlægningsbeføjelse. Det er også forståeligt, at praktiserende læger stritter mod. Planlægningsprincipperne i overenskomsten er med til at sikre en lokal/regional dialog mellem lægepolitikere og folkevalgte politikere. Ophører den dialog, øges risikoen for, at praktiserende læger alene bliver en leverandør på linje med Falck m.fl. Og det vil være ødelæggende, hvis de praktiserende læger og deres rolle for folkesundhed ikke indgår i en forpligtende dialog med de folkevalgte, der har ansvar for sundhed.

Hele forhandlingsudfordringen kan måske koncentreres om dette. Hvordan sikres en reel forpligtende dialog mellem regioner og praktiserende læger – og mellem hospitaler og praktiserende læger? Klimaet er desværre svært påvirket af, at parterne reelt har talt økonomi og været i forhandlingsmode i flere år – uden at nærme sig en løsning. Og det har betydet, at banale problemer ikke er blevet løst – men er blevet værre.

Men nu må både regering, regioner og PLO æde lidt kameler for at blive realistisk og komme i løsningsmode. Ellers risikerer vi en ødelæggende konflikt. I første omgang vil der være tre tabere; regeringen, regionerne og PLO. Ender konflikten med listelægesystemets sammenbrud, bliver de største tabere de svage patienter og patienterne længst væk, som vil sande, at de er mindst eftertragtede og dermed dem, der først mister deres egen praktiserende læge.