I denne tid er ’vækst’ et af de hyppigste ord i politikernes og økonomernes mund. Mon det smitter af på sundhedsvæsenet? For et par år siden var det kun kedelige lyseslukkere og kroniske pessimister, der kunne forestille sig, at en hastigt stigende vækst ikke var kommet for at blive og for at løse alle økonomiske og sociale problemer. Eneste bekymring var, at væksten var meget større i Kina og Indien og andre os hidtil fjerntliggende lande.
Det er påfaldende, at enhver form for vækst ser ud til at følge samme mønster. Tager man colibakterier og tilsætter næringsvæske, vokser de i en støt stigende kurve, indtil næringsvæsken bliver knap. Derefter aftager væksten, og colibakterierne dør, medmindre der tilsættes frisk næringsvæske.
I sygehusvæsenet har vi i en halv snes år haft et ret specielt vækstmedium. Det hedder drg. I sin enkle form betyder det, at afdelingerne får et incitament til at producere mere, idet der gives afregning per produceret ydelse. Der bliver behandlet patienter, så det gnistrer. Ventelisterne skrumper, i hvert fald for visse patientkategorier. Væksten er dog blevet meget dyr, og i nogle regioner har man besluttet, at der i stedet skal være et omvendt incitament. En afdeling, der ikke opfylder en vis stigning i produktionsværdi på to pct. per år målt i drg, skal ’straffes’ ved at betale penge tilbage. Men hvad så, når ventelisten, det der svarer til bakterierne, dør ud?
Hvordan mærkes det af dem, der skal styre en afdeling? En privat produktionsvirksomhed vil planlægge med en vækststigning et eller måske fem år frem. Hvis en hospitalsafdeling er meget heldig, får den lige før sommerferien besked om, hvordan afregningen eller ’straffen’ skal se ud for det pågældende år. Der er langt fra den politiske beslutning til det udførende ledelseslag, som evt. skal neddrosle produktionen eller helt lukke virksomheden.
Der skal fyres personale. Både de speciallæger, der kan behandle en bestemt type patienter, og øvrigt personale. Hvad gør man, når ventelisten igen vokser – eller politikerne får øje på en anden slags patienter, hvis behandling skal opprioriteres? Vækst i sundhedsvæsenet er ikke et mål i sig selv.
Tværtimod er et fælles mål færre patienter i køen. Kan det mål måske bedre nås, hvis afdelingsledelserne bliver taget med på råd i tide? Omvendt skal afdelingsledelserne også påtage sig et ansvar for i god tid at tilpasse kapaciteten, når væksten falder.
Endelig kan man som afdelingsledelse have et fromt ønske om, at de rammer, man har at arbejde inden for, er kendt i god tid, før budgetåret starter. Der var engang et ord, der hed kontraktstyring. Er det et fyord? Måske var det alligevel ikke så tosset, hvis der var udarbejdet en gensidigt forpligtende aftale.