Midt i januar kom der et udspil fra Kommunernes Landsforening (KL) om bedre prioritering i indsatsen til de syge borgere.
Udspillet rummede mange gode tanker om indsatsen over for kronisk syge. Forskelligartet indsats fra sundhedsvæsenet efter borgerens behov og muligheder for egenomsorg. Ønsket om bedre samarbejde og sammenhæng mellem sundhedsvæsenets aktører. Den del fortjener KL ros for.
Udspillet blev af mange læst som et KL-udspil for øget brugerbetaling på sundhedsområdet. Borgerens ’egne ressourcer’ blev læst som økonomiske ressourcer – formentlig fordi KL’s udspil måske mere er et udspil om flere ressourcer til kommunerne end et egentligt sundhedsudspil. Fejllæsningen bærer KL selv en stor del af skylden for.
Men KL fortjener alvorlig kritik der, hvor foreningens sundhedstænkere overlader arbejdet til økonomitænkerne. »Det skal kunne betale sig,« skriver KL om indsatsen over for de kronisk syge og andre syge borgere – og uddyber det bl.a. med, at »kommunerne bør blive skarpere på, hvad der kan svare sig at igangsætte økonomisk set fra et kommunalt perspektiv«.
KL lægger sig hermed på kant med grundtanken, som det danske sundhedsvæsen bygger på. Vi indfører ikke flere intensive sengepladser, fordi det økonomisk kan betale sig. Vi indfører ikke nye behandlinger, fordi det økonomisk kan betale sig. Og bedre indsats over for kronisk syge kan næppe heller økonomisk betale sig (på kort sigt). Men menneskeligt kan det betale sig.
Det er nok desværre sjældent, at forbedringer på sundhedsområdet kan betale sig økonomisk – men det kan betale sig, fordi vi lægger vægt på bedre og længere liv. Det er sådan set det, der er effekten af indsatsen – ikke kroner og øre.
Og dybest set er det underligt, at kommunerne argumenterer med, at »det skal kunne betale sig« på sundhedsområdet. Det kan jo heller ikke betale sig for kommunerne at rydde sne eller undervise folkeskoleelever. De opgaver løses, fordi vi har besluttet os for, at de skal løses godt og rigtigt.
Kommunerne har valgt en anden retorik, når det gælder sundhedsområdet. Kommunerne skal have ’incitamenter’ (læs: betaling fra regionerne) til at gøre det, der er godt og rigtigt for syge borgere. Men det er helt uacceptabelt, hvis kommunerne (eller andre sundhedsaktører) bruger manglende incitamenter, dækningsbidrag og ’det skal kunne betale sig’ som en undskyldning for ikke at gennemføre det, der er evidens for, gavner de syge.
Det er uforståeligt, at folkevalgte lige netop på sundhedsområdet indfører en ’det skal kunne betale sig’-retorik. Den holdning må fjernes. Det er jo netop, fordi dækningsbidrag og privatøkonomiske overvejelser ikke slår til, at vi har valgt at lade sundhedsvæsenet være offentligt og styret af folkevalgte. Hvis vi ikke passer på, ender det med, at der er ansatte, der tager retorikken alvorligt og afstår fra at hjælpe en syg borger, fordi det ikke kunne betale sig.