Han huserede i 1990’erne, hvor Dansk Selskab til Medicinsk Prioritering fremstod som et topstyret organ med adresse hos det daværende HS i Bredgade i København og med Københavns sundhedsborgmester som formand.
En uædel kappestrid om at overgå hinanden i prioriteringsiver medførte, at cheflægerne i Storstrøms Amt konstruerede en prioriteringsliste med ti punkter, som de og politikerne mente ville matche landets elites mening om sundhedsvæsenets problemer. Gik man listen efter, var der imidlertid tale om en rationering, men det ord kunne man ikke lide at bruge – det gav associationer til det tidligere Østeuropa og Danmark under besættelsen.
Landspolitikerne fulgte heller ikke listen, og i daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens kronik fra 2006, 'Visionen i vadestedet', var der intet om rationeringer eller prioriteringer.
Nu da den økonomiske krise har barberet fem pct. væk af vores BNP, vejrer prioriteringsdjævlen morgenluft igen. Hans advokater er de samme typer som for 15-20 år siden. Det er raske, vellønnede akademikere i ledende stillinger, som kun har anden- eller tredjehånds kendskab til det daglige kliniske arbejde med danske patienter. Men de har stort kendskab til anden- og tredjehånds vidnesbyrd om, hvad der er galt.
Forrest ser vi sundhedsøkonomerne og nogle af cheflægerne, dernæst nogle af videnskabsteoretikerne med deres mistro til lægelige eksperter, til kollegers kliniske erfaring, til lægemiddelindustrien og med deres overbevisning om, at danske læger er købt af industrien. I samme gruppe finder vi Institut for Rationeret Farmakoterapi, og i periferien øjner vi også nogle klinisk farmakologiske kolleger.
De anbefaler alle sammen sig selv som de rette til at gennemføre prioriteringen – øh, rationeringen. Det er jo også let nok, når de kun skal høre på kollegers beklagelser og ikke på patienternes. Indlæggene herom i Dagens Medicin og i den elektroniske og trykte dagspresse er sådanne partsindlæg fra prioriteringsdjævlens advokater.
Reaktionen fra landspolitikerne er den samme som for 15-20 år siden – de skal jo genvælges, og sundhedsvæsenet er nu som før på toppen af vælgernes prioriteringer i meningsmålingerne, så de skal ikke have noget klinket. Så landspolitikerne er afvisende eller afglidende. Den velbjærgede del af befolkningen sørger for, at deres sundhedsforsikringer er ajourførte, og så kan prioriteringsdjævlens advokater jo kaste sig over B- og C-holdet, de gamle, de fattige, de svage og de mindre begavede. Det er der intet nyt i. Velbekomme!