Som patienter skal vi trygt kunne åbenbare diverse dårligdomme uden frygt for, at sundhedsvæsenet giver uvedkommende adgang til vores intime forhold.
I patientretsstillingsloven fra 1998 overvejede man nøje behovet for at balancere patientens krav på fortrolighed over for andre modsatrettede interesser, såsom hensynet til patientbehandlingen eller til myndigheder, virksomheder og personer uden for sundhedsvæsenet. Man lagde afgørende vægt på, at patienten i videst muligt omfang skulle have indflydelse på, hvem der kunne få adgang til helbredsoplysninger.
Samtidig skulle sundhedspersoner let kunne få indsigt i oplysninger, som var nødvendige for patientens behandling. Lovens regler blev derfor så fleksible, at sundhedspersoner i en række situationer kunne – og fortsat kan – indhente og videregive oplysninger til og fra andre sundhedspersoner på grundlag af et formodet samtykke. Til gengæld kan patienten på eget initiativ modsætte sig denne kommunikation.
Siden man i 2004 indførte den Elektroniske Medicinprofil, har man løbende givet køb på disse principper. I starten var det alene læger, som fik ret til at slå op i patientens medicinprofil for at få oplysninger om receptpligtig medicin. Patienten skal ikke give samtykke og kan ikke modsætte sig dette. Men siden er kredsen blevet udvidet med både tandlæger, sygeplejersker, jordemødre, sosu- og plejehjems-assistenter. Ministeriet kan endvidere give andre personalegrupper adgang til profilen og har for nylig i et udkast til bekendtgørelse udvidet listen med visse ambulancebehandlere og personale inden for kriminalforsorgen, som udleverer medicin eller håndterer medicinoplysninger.
Alle disse personalegrupper har haft et stort – og givetvis også velbegrundet – ønske om at få oplysninger om patientens medicinforbrug. Men hvorfor skal de have ret til at se profilen, hvis patienten ikke ønsker, at alle i denne brede kreds skal have indsigt i det medicinske privatliv? Det er svært at se begrundelsen for dette, hvis man altså fortsat er tilhænger af de grundprincipper, som patientretsstillingsloven så tydeligt lagde vægt på; nemlig at sikre tillids- og fortrolighedsforholdet mellem patient og sundhedsvæsen.
Risikoen for ufrivillig eksponering af ens medicinske privatliv stopper imidlertid ikke her. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har for nylig sendt et udkast til lovforslag i høring, som vil give den kommunale og regionale administration ret til at se konkrete patienters journaler og oplysninger med henblik på at tilgodese planlægningshensyn! Gad vide, hvilke andre bureaukratiske hensyn vi fremover vil kunne se overhale patientens privatliv indenom – på vej ned ad glidebanen.