Psykiatrien har i de seneste årtier været præget af andre ting end det somatiske sygehusvæsen. Mens begreber som specialisering, drg-afregning og produktivitet har været nærværende for somatikken, så har psykiatrien eksempelvis talt om distrikts- og socialpsykiatri. I de gamle amter var psykiatri og somatik adskilt i den politiske og administrative struktur, omend med store variationer på tværs af landet. Regionerne har til gengæld valgt at organisere psykiatrien næsten identisk med regionsdækkende driftsenheder/hospitaler ledet af en hospitalsledelse. Flere regioner har også særlige politiske udvalg, der beskæftiger sig med psykiatri.

Psykiatrien nærmer sig i disse år det somatiske sundhedsvæsen. Først lovgivningsmæssigt med også at blive omfattet af det udvidede frie sygehusvalg; senere med planer om at indgå på lige fod i de nye hospitalsbyggerier og etablering af fælles akutmodtagelser og sidst, men ikke mindst med et øget fokus på specialisering og aktivitet/produktivitet. Men psykiatrien kan også inspirere somatikken i forhold til erfaringer med behandling i nærmiljøet/hjemmet samt det vedholdende samarbejde med kommunerne om de langvarigt syge. Der er således øget samvær, konvergens og måske ligefrem forlovelse i luften.

Skal det blive til et reelt ægteskab og ikke bare et forstærket samliv, må det sandsynliggøres, at psykiatriens ressource- og omdømmemæssige efterslæb derved indhentes, at prioritering af indsatsen mod psykisk sygdom i øvrigt vil foregå ligeværdigt med indsatsen mod somatisk sygdom, og at dette giftermål vil sikre behandling til flere patienter og med bedre kvalitet.

Den særskilte politiske opmærksomhed på psykiatrien afspejler både et ønske om at varetage de psykisk syges tarv og interesser i skarp konkurrence med det større somatiske sygehusvæsen og også en opfattelse af, at det med psykisk syge og sygdom i sit væsen er noget andet end en somatisk sygdom. Andre lægelige specialer og områder kan misunde en sådan særlig politisk opmærksomhed, for hvem vil ikke gerne have politiske ambassadører og ledvogtere for netop deres område? Man kan så spørge, om den særlige opmærksomhed har sikret psykiatrien en ligeværdig prioritering med somatikken? Ikke helt, men man kan kun gisne/gyse om, hvor slemt det havde set ud, hvis opmærksomheden ikke havde været der.

Der er således flere indikationer af og gode argumenter for, at psykiatriens udvikling konvergerer med somatikkens med hensyn til rammer, vilkår, fysisk placering samt krav om dokumenteret kvalitet og aktivitet. Psykiatrien er dog endnu ikke tilstrækkelig robust til at kunne klare sig i et sådant formaliseret ægteskab uden en særskilt ledelsesmæssig og politisk opmærksomhed. Så indtil videre må et moderne og inspirerende samliv anbefales frem for et formelt ægteskab.