En forklaring kan selvfølgelig være, at de administrative og politiske ledere er ubehændige og ude af stand til at styre og forvalte de beslutninger, der er truffet. Men efterhånden er det nærliggende at overveje, om der skulle være en metodefejl i omlægningerne. Er forklaringen mon nærmere, at omkostningerne ved reformerne og ved at tilvejebringe den service, regeringen og Folketingets flertal forventer, kalkuleres forkert?
Der er en almindelig bias i de DUT-principper, der anvendes. Regeringsbeslutninger, der giver besparelser på f.eks. sundhedsområdet, overvurderes, og når regeringen indfører nye tiltag, undervurderes omkostningerne som hovedregel. Omkostningerne ved nye behandlinger, omkostningerne ved at sænke ventetiderne på behandling og øge kapaciteten i overensstemmelse med det demografisk betingede behov bliver ikke tilgodeset. Senest er man endnu en gang sprunget over kompensationen til de dokumenterede omkostninger, der er forbundet med indførelsen af kræftpakkerne.
Når kravene til kræft- og hjertepakker presser kapaciteten og suger på fleksibiliteten på hospitalerne, så buler konsekvenserne ud. Det gør den ikke på de mobile patienter, der kan gøre brug af det udvidede frie valg. Konsekvenserne buler ud på de almindelige syge patienter, den 85-årige medicinske patient, som indimellem får en behandling, vi næsten ikke kan være bekendt – eller som slet ikke behandles, fordi kapaciteten er brugt til kræftpatienterne.
Det er jo ikke pjat, når det siges, at omkostningspresset er enormt: Den danske kvalitetsmodel, omlægninger af sundhedsuddannelser, nye behandlinger, efterspørgselspres, præhospitaler, ordninger, pakker og mange gode ønsker om bedre behandlinger. Hvis man skal vide, hvad det er, man udsætter sundhedsvæsenet for, skal man gøre omkostningspresset realistisk op. Så kan man bedre vurdere, om det kan anses for realistisk at løse opgaven med de ekstra midler, det er muligt at tilvejebringe i 2010. Finansministeren har allerede tilkendegivet, at der ikke er flere penge til stigende sundhedsudgifter i 2010. Man må så håbe, at ministeren vil være med til at prioritere i de ønsker og ambitioner, der presser omkostningerne.
Statsministeren har undret sig over, at tilfredsheden med f.eks. sundhedsområdet ikke stiger, når regeringen har brugt mange ekstra penge på det i de seneste år. Men regeringens rådgivere har ikke altid gjort sig klart, at når der ikke reelt er betalt for regeringen/Folketingets beslutninger, så finansieres beslutningerne ved servicefald andre steder; Hvad enten man kan lide det eller ej, så presser f.eks. komplekse kræftregistreringer og omlægninger af lægeuddannelsen omkostningerne – og når der ikke gives dækning for disse omkostninger, så risikerer vi, at de dækkes ved en forringet indsats til de almindelige syge patienter; den 85-årige medicinske patient.