Det kan også betyde en tilsyneladende tilfældig udmelding fra forskellige instanser om det samme emne – eksemplet kunne være beslutningskompetencen i almen praksis.
Som læsere af Dagens Medicin er bekendt med, foregår der for tiden forhandlinger bag lukkede døre mellem PLO og regionerne omkring tilrettelæggelse og aflønning af fremtidens arbejde i primærsektoren.
Regionerne ønsker en gang for alle at smide PLO ned af kommandobroen, så de kan styre skibet suverænt – man ønsker blot ikke at overtage ejerskabet og den forbundne risiko. Den kan PLO’s matroser nede i maskinrummet godt få lov at beholde.
Meget belejligt kommer Rigsrevisionen så med en rapport, der afslører det overraskende faktum, at når der er to på kommandobroen, har den ene ikke fuld styringsret til skibet.
Nej – og det var vel også meningen med konstruktionen – til gengæld tvinger den så parterne til den demokratiske øvelse, det er, at nå til enighed om kursen og bemandingen.
Politikerne – der navigerer efter samme opskrift i Folketinget – bakker op om Rigsrevisionens kritik, hvad enten det er ministeren eller her sidst Charlotte Fischer, der proklamerer, at almen praksis har brug for ledelse. Underforstået af regionerne.
Ministeren har i en let truende tone antydet, at hvis vi ikke selv kunne finde ud af det, så...
Bent Hansen har fortalt matroserne i maskinrummet, at de kører friløb, og nu må det være slut.
Og endelig har som sagt Fischer peget på flere punkter, hvor almen praksis trænger til ledelse.
Kvalitetssikring er jo altid et godt punkt – vi unddrager os den samme akkreditering, der gav psykiatrisk afdeling i Glostrup fine ord med på vejen ugen før, historien om overmedicinering ramte pressen. Vi bilder os ind, at vi vil bruge ressourcerne på et kvalitetssikringssystem, som er designet til almen praksis og ikke blot skal sluge uanede mængder af sparsom lægetid fra patienterne og over i en registreringsmølle af uanede dimensioner.
Mon ikke blot vi havde fået en lodret ordre til at bruge et hospitalssystem – hvis kun Danske Regioner havde stået på broen.
Og gad vide, om vi havde haft en tilgængelighed i form af e-mail og akutte tider samme dag i praksis, hvis ledelsen havde været lige så entydig i regionernes hænder som på sygehusene.
Det er ikke det billede af tilgængelighed, jeg ser, når jeg eller for den sags skyld patienterne forsøger at komme i kontakt med kollegerne på sygehuset.
Men det politiske instinkt fra Venstre til SF er jo at have og udøve magten – vi vil have kommandobroen for os selv, lyder kampråbet – helt sammenfaldende.
Men hvis de får magt, som de vil have agt, er det almen praksis, der falder sammen.