Mange politikere og politiske kommentatorer har i de sidste uger dømt regionsrådene ude.

Regionsrådene står rigtignok over for den udfordring, at rigtig mange gerne vil bestemme på sundhedsområdet, men regionsrådsmedlemmerne skal bære ansvaret. Regionsrådene har i den valgperiode, der nu rinder ud, skullet ændre hospitalsstrukturen og opgavefordelingen mellem regionens hospitaler. Det gør man ikke uden debat, kritik og frustrationer.

Regionsrådene har også skullet balancere mellem et hensyn til en fast økonomisk ramme, stigende efterspørgsel og et massivt ønske om at nedbringe ventetider – en balance, som selv de økonomiske vismænd, i deres seneste rapport, anser for meget vanskelig. Sagt meget enkelt så har regionsrådsmedlemmerne skullet håndtere den udfordring, at det nogle gange er nødvendigt at sige nej på sundhedsområdet. Rigtig mange mener, der skal siges ja til det hele – selv om om det er umuligt.

Havde vi ikke regionsrådene, ville debatten og beslutningsstrukturen omkring sundhedsområdet blive endnu mere uigennemskuelig. Kan man f.eks. være sikker på, at finanslovsforhandlerne er opmærksomme på situationen i Nørre Bork, når man lytter til Holstebro? Hvem skal stå for – og bearbejde – politiske høringsrunder? Og hvordan varetages den politiske dialog med lokalområderne?

Måler man på en række parametre, klarer det danske sundhedsvæsen sig godt sammenlignet med andre lande. En af forklaringerne kan være den særlige styringsform, som det danske sundhedsvæsen har haft i flere generationer, hvor lokale folkevalgte bl.a. udfordrer lokalhensyn og helhedssyn. Og hvor lokale folkevalgte balancerer mellem at være kritiske forbrugerrepræsentanter og stolte bestyrelsesrepræsentanter for store driftsvirksomheder.

Der findes simple styringsmodeller uden regionale politiske råd og direkte valg – men simpelheden opnås mange gange ved, at der fokuseres meget på nogle få af de mange styringshensyn, der karakteriserer et offentligt sundhedsvæsen. Der er derfor god grund til at byde de nyvalgte regionsrådsmedlemmer velkommen til fire år i udfordringernes centrum. Alle er gået ind i arbejdet for at skabe det bedst mulige sundhedsvæsen. Rammerne er ikke altid de bedste. Vilkårene er ikke altid de bedste. Kravene til resultater overstiger mulighederne.

Sundhedsvæsenet har del i ansvaret for, at regionsrådsmedlemmerne får størst mulig succes i arbejdet. At de også får del i de mange flotte resultater, der faktisk realiseres i det danske sundhedsvæsen. Manglende anerkendelse af regionsrådene handler ikke kun om regionsrådsmedlemmerne, men bliver også let et billede af sundhedsvæsenet. Den styreform, det danske sundhedsvæsen har, skal have respekt og opbakning – ikke af hensyn til regionsrådsmedlemmerne – men af hensyn til sundhedsvæsenet.