Forestil jer en patient, som det ud fra en lægelig vurdering er forsvarligt at tilbyde elektrochokbehandling. Der er selvfølgelig ingen sikkerhed for en positiv effekt, og der er altid risiko for bivirkninger, uanset om behandlingen har den ønskede effekt eller ej.
Patienten forklarer lægen, at han ikke ønsker behandlingen, at han er bange for at miste hukommelsen og for, at det kan påvirke hans relation til børnene.
Men han føler sig alligevel tvunget til at sige ja. Ellers mister han muligheden for fleksjob og dermed forsørgelsesgrundlaget for familien og dens fire børn.
Ikke nogen ønskesituation for patienten – og heller ikke for lægen.
Som læge skal man ifølge sundhedslovgivningen sikre sig, at patienten har givet et frivilligt, informeret samtykke til behandlingen. Kan man tale om det i denne situation?
Scenariet er ikke helt hypotetisk. Den senere tid har man fået indsigt i de sociale myndigheders praksis over for syge borgere, som modtager sociale ydelser.
Ankestyrelsen har i et par sager slået fast, at man skal acceptere at lade sig behandle med lykkepiller. Ellers samarbejder man ikke om at blive rask og arbejdsduelig og mister retten til sociale ydelser.
Afgørelsen om elektrochok er truffet af en kommune og har ikke været forelagt Ankestyrelsen.
Den sociale lovgivning åbner utvivlsomt mulighed for, at udbetaling af sociale ydelser kan betinges af, at man lader sig undersøge og behandle. Ud fra en socialfaglig logik er det således kun rimeligt, at man ikke belaster de offentlige kasser, hvis man kan blive frisk og forsørge sig selv.
Den sociale lovgivnings håndfaste attitude harmonerer imidlertid ikke særligt godt med de værdier, som præger sundhedslovgivningen. Her lægger man afgørende vægt på frivillighed.
Anvendelse af tvang og magt hører således alene hjemme inden for psykiatri- og epidemilovgivningen. Derfor bør enhver læge standse op og overveje, om det overhovedet vil være i orden at behandle i denne situation.
I en række situationer vil patienters behandlingsvalg være påvirket af udefrakommende faktorer, såsom familiemæssige hensyn eller et ønske om at bevare et arbejde.
Det er således uundgåeligt, at patienter træffer valg, som er influeret af andre hensyn end deres egne præferencer. Samtidig er der dog også en grænse for påvirkningen, før det informerede samtykke bliver en fiktion og dermed mister sin retlige gyldighed.
Hvor grænsen præcis går, vil bl.a. afhænge af, hvilken form for påvirkning der er tale om, og hvor indgribende beslutningen er for patienten.
Ud fra disse kriterier taler meget for, at grænsen er overskredet i disse sager, og det er ganske tankevækkende, at de sociale myndigheder ikke selv har været i tvivl om berettigelsen af deres krav.