En sådan observation må give anledning til spekulation i, hvordan styringsmekanismerne i sundhedsvæsenet fungerer.

Først og fremmest er det vigtigt at notere sig, at patienterne på nogle områder bliver mere komplekse og har behov for mere behandling. Ser vi eksempelvis på patienter med kræft i bugspytkirtlen, så er antallet af patienter over ti år steget med 30 pct. Denne stigning dækker over, at antallet af patienter, der ’kun’ har kræft, er steget med 11 pct., patienter med kræft og 1-2 andre sygdomme er steget med 47 pct., mens patienter med kræft i bugspytkirtlen og tre eller flere sygdomme er mere end fordoblet. Så der er i hvert fald på nogle områder gode forklaringer på en stigende behandlingsintensitet.

Der er givetvis også mange gode eksempler på det modsatte. Der er unødvendige ambulante besøg. Og der er rigtig god grund til at se på uplanlagte genindlæggelser. Der er også unødvendige behandlinger af patienter, som antageligt ville være blevet raske af sig selv, hvis bare ventetiden havde været lidt længere. Det er selvfølgelig helt nødvendigt, at der bliver arbejdet for, at mindre effektivt arbejde bliver fjernet – og indsatsen i stedet koncentrerer sig om de ydelser, der givetvis har betydning for patienterne.

Det danske sundhedsvæsen står desværre her over for en vanskelig udfordring, idet hele aktivitetspulje-, takst- og produktivitetssystemet bygger på, at mere aktivitet er godt, og værdisætter besøg og indlæggelser, medens al anden aktivitet negligeres. Det må forventes, at denne problemstilling kommer til at fylde ved sommerens økonomiforhandling. Der findes en ’nem’ – men forkert – måde at løse problemet på; ved at sætte et loft over stigningen i aktivitetsværdi pr. cpr-nr. Metoden er ’nem’, fordi det er let at regne ud. Forkert, fordi det igen gør styringen på afdelings- og hospitalsniveau mere kompliceret. Men allermest forkert, fordi metoden ikke fokuserer på hovedudfordringen.

Hovedudfordringen er, hvordan vi får identificeret og bortsorteret de ligegyldige kontakter til patienterne. Det arbejde bør – af mange grunde – opprioriteres på de enkelte hospitaler. Vi kan ikke tillade os at blive ved at undersøge patienter, vi har mistanke om, er raske, medens patienter, som måske er syge, venter på en tid.

Den anden hovedudfordring er at skabe en anden model til evaluering af indsatsen på vore hospitaler. En model, der i større omfang fokuserer på resultaterne og effekterne, i stedet for en primitiv, men kompliceret sammenvejning af en del gammelkendte ydelser. Takstsystemet har i stigende grad udviklet sig til en styring i bakspejlet og medvirker derfor til at fastholde sundhedsvæsenet i en gammeldags styringstilgang.