Om det billede, der tegnes af tingenes tilstand, er korrekt eller fortegnet, er der forskellige meninger om.
Men givet er det, avisen har sat fingeren på nogle ømme punkter. Det gælder f.eks. de manglende behandlingsvejledninger for patienter hos vagtlægen og på skadestuen.
Forholdene i den akutte del af sundhedsvæsenet må være en daglig udfordring for personalet. Personligt ville jeg være ude af stand til at yde kvalificeret juridisk rådgivning under sådanne forhold.
Derfor er der god ræson i at udstyre personalet med nogle rammer og retningslinjer, som kan supplere det nødvendige personlige skøn og den sunde fornuft. I forbindelse med mediernes omtale af konkrete sager har der været eksempler på, at sådanne retningslinjer måske kunne have gjort en forskel for patienten.
Derfor spørger mange med rette, hvorfor der ikke findes generelle vejledninger om ’best practice’ i forhold til bestemte sygdomstilfælde m.v. Nogle sygehuse eller regioner har ganske vist selv udarbejdet retningslinjer, men regionerne er ikke lige langt fremme i skoene, og der tegner sig et billede af regionale forskelle, som på visse områder er ret betydelige.
Er det nu rimeligt, at der er forskel på sikkerheden og dermed kvaliteten i den ydelse, man kan forvente som borger i én region frem for en anden?
Tjah, i tidligere tider ville man uden store problemer henvise til det regionale selvstyre som begrundelse for forskelligt serviceniveau, hvad enten det gjaldt amtsvejenes belægning eller forholdene i sygehusvæsenet. Sådan er det ikke mere.
Netop i sundhedsvæsenet har man i mange år – senest med kommunalreformen – tilstræbt at sikre ensartet standard for hele landet. Derfor er det ikke acceptabelt med regionale forskelle på patientsikkerhed og behandlingskvalitet.
Det er ikke mærkeligt, at man i denne situation retter sig mod Sundhedsstyrelsen, som har det tilsynsmæssige ansvar for sundhedsvæsenet og beføjelse til at udstede faglige vejledninger.
Styrelsen virker imidlertid til at have svært ved at finde sine egne ben i dette spørgsmål. Når det drejer sig om vagtlægefunktionen, har styrelsen bebudet centralt fastsatte behandlingsvejledninger. Hvis man kan fæste lid til mediernes omtale, mener man derimod ikke at have kompetence, når det drejer sig om retningslinjer for håndtering af påvirkede unge, der indbringes til skadestuen.
Disse udmeldinger kan virke forvirrende – for realiteten er, at Sundhedsstyrelsen har kompetence til at lave behandlingsvejledninger – både for vagtlæger og skadestuer. Om styrelsen ønsker at gøre brug af sin kompetence, er naturligvis en anden sag.