Kommunerne fik med kommunalreformen en større rolle i sundhedsvæsenet. De fik overdraget ansvaret for sundhedsfremme og forebyggelse samt rehabilitering.
Kommunerne blev samtidig opfordret til at eksperimentere med sundhedscentre, der med lokal forankring blev anset som særligt velegnede til at løse forebyggelsesopgaven. Kommunalreformen indebar imidlertid ikke, at de nye sundhedscentre blev omfattet af den nye sundhedslovgivning.
Det blev således ikke obligatorisk for sygehuse og praktiserende læger at samarbejde med centrene. Ligesom det heller ikke blev præciseret, hvilke opgaver der bør løses i et sundhedscenter, hvem der er målgruppen, eller hvad der er et passende serviceniveau. Det betyder, at det i dag er svært at finde en fællesnævner for sundhedscentrene.
I takt med at flere mindre lokale sygehuse er lukket, er der dukket et andet og lige så løst defineret begreb op, nemlig sundhedshuse. Her på det seneste er begrebet sundhedshuse blevet suppleret med et nyt begreb – nemlig det nære sundhedsvæsen. Også det begreb er fri for fortolkning; men oftest forbindes sundhedshuse og det nære sundhedsvæsen med en kloning mellem en lægepraksis og (som det ofte formuleres) et provinshospital.
Nogle gange indtænkes de kommunale sundhedstilbud. Filosofien bag er, at her skal patienten få klaret de småting, der ikke kræver behandling på et specialiseret sygehus. Tættere kommer man ikke på en definition. En klar og let forståelig skelnen mellem begreberne fortoner sig og forveksles let i dagligdagen, hvor den enkelte borger er uvis på, hvem der gør hvad. Og hvorfor er alt det med sundhed overhovedet interessant for en syg person?
Handler det ikke om sygdom, når man er syg?
Sundheds- eller sygevæsenet synes således i disse år at udvikle sig ad to hovedfærdselsårer, nemlig en række supersygehuse for den specialiserede indsats og så et mere lokalt og løst funderet nært væsen for de ikke-komplicerede tilfælde. Indtil nu har næsten al opmærksomhed været knyttet til supersygehusene, mens det nære sundhedsvæsen er overladt til den enkelte kommune eller det, som forladte sygehuse og politistationer giver mulighed for.
Hvis vi i Danmark vil et sammenhængende sundhedsvæsen, så er der brug for tydeliggørelse og koordinering af opgaverne imellem de involverede aktører. Egentlig havde sundhedsaftalerne det formål. Men indtil videre har hele dette kompleks desværre vist sig som et bureaukratisk tungt instrument.
Vi er derfor fortsat vidne til et sundhedsvæsen med uens krav og service, hvor postnummeret bestemmer tilbuddene. Ikke på grund af afstanden til det specialiserede sygehus, som er omfattet af tydelige krav til kvalitet og evidens, men fordi der ikke er formuleret eksplicitte krav til det nære sundhedsvæsen.