For en uge siden stod jeg igen og småfrøs en tidlig søndag morgen iført løbesko og startnummer. Heldigvis kunne man varme sig lidt i strålerne fra den blege morgensol. De klaprende tænder skyldtes ikke kun morgenkulden, men også spændingen. Ville mit gamle løberknæ give lyd fra sig undervejs, og ville jeg overhovedet kunne gå de næste uger?
I min barndom var maratonløb for de få, veltrænede idrætsmænd og -kvinder. Denne søndag morgen i Wien var jeg omgivet af løbere i alle aldre og med alle mulige kropslige konstitutioner. Både høje og lave, robuste og spinkle. Nogle lignede turboløbere i tætsiddende outfit, andre havde klædt sig ud til dagen med paryk og hatte. Og rigtig mange havde slogans som viste, at de var ude på en mission, f.eks. ’Running to fight diabetes’ eller ’Weg Speck’.
Efter mit første maraton sendte en af mine gode venner en videnskabelig artikel til mig, som viste, at maratonløb bestemt ikke er sundt, og at man ud over de mange skader, der kan opstå under selve løbet, er eksponeret for alskens infektioner bagefter på grund af nedsat immunforsvar. Videnskaben har sikkert ret, og jeg har også noteret, at Forebyggelseskommissionen ikke har maratonløb på listen over sine anbefalinger. Alligevel fylder de sundhedsrelaterede slogans meget i sådanne løb – både på løbernes trøjer og på løbets officielle bannere. Og måske er det ikke så mærkeligt, at mange relaterer maratonløb til sundhed.
Først og fremmest bliver man ret høj af at løbe. De første 16 kilometer fløj af sted. Stemningen var i top, og der blev grinet og sunget med på musikken, som strømmede ud fra huse langs ruten. Halvvejs løb alle halvmaratonløberne i mål, og så var det nemmere at komme frem og orientere sig i landskabet. Solen stod nu højt på himlen, og på det tidspunkt bliver man nødt til at tænke på kroppens funktionsduelighed. Der skal både indtages tilstrækkelig væske og kulhydrater (hverken for meget eller for lidt). Man mærker virkelig, at man har en krop, og bliver stærkt bevidst om de kropslige processer. Omkring de 30 km begynder benene at blive tunge, og der er stadigvæk langt igen. Nu skal den mentale styrke stå sin prøve. De sidste par kilometer er rigtig lange, men publikum jubler, og pludselig er man i mål. Det er et emotionelt øjeblik, hvor selv voksne mænd ofte må fælde en tåre.
Maratonløbet bringer en i fysisk og mental kontakt med sin krop og psyke på en helt særlig måde. Og det er måske derfor, at så mange helt almindelige motionister prøver kræfter med distancen. Den intensive forudgående træning kan være ret kedelig. Men mange har erfaret, at folkesygdomme som rygproblemer og stress-symptomer forsvinder under løbetræningen. Det behøver man dog ikke løbe en hel maraton for at opnå, og i søndags besluttede jeg da også, at det måtte være absolut sidste gang. Tror jeg nok!