1. En risiko for ikke at blive diagnosticeret eller blive utilstrækkelig behandlet for den psykiske sygdom; 2. En risiko for at dø af en samtidig, men udiagnosticeret eller utilstrækkeligt behandlet somatisk sygdom. Mens det første primært er en udfordring for almen praksis og det kommunale sundhedsvæsen, så er sidstnævnte en kolossal opgave og udfordring for det samlede sundhedsvæsen; en opgave, som imidlertid svigtes med fatale følger for mange.
Psykisk syge lever 15-20 år kortere end resten af befolkningen, hvad enten det drejer sig om mennesker med skizofreni, bipolar lidelse, misbrug eller anden psykisk sygdom. Overdødeligheden skyldes både somatiske sygdomme og eksterne årsager som eksempelvis selvmord. Risikoen for at dø af selvmord er således 20 gange større for mennesker, der har været indlagt for en psykisk sygdom, end for andre mennesker.
Nyere forskning viser imidlertid, at størstedelen af de tabte leveår skyldes somatisk sygdom. Forskningen viser også, at uhensigtsmæssige livsstilsfaktorer som rygning, usund kost og manglende motion samt bivirkninger ved antipsykotisk medicin er de store bidragydere til somatisk sygdom hos psykisk syge.
10.000 kroner-spørgsmålet er så, hvordan det danske sundhedsvæsen reagerer på en sådan viden? Svaret er desværre ’alt for lidt, hvis nogen reaktion overhovedet’. De relevante aktører i behandlingen af den psykiske sygdom har hver sit fokus, og det handler ikke med sikkerhed om at afdække somatisk sygdom eller samarbejdet herom. Kommunerne har vanskeligt ved at håndtere psykisk syge med behov, der går ud over sygedagpenge, støtte- og kontaktpersoner eller hjælp til en boform.
Fra en ny undersøgelse om ’Psykisk syges sundhed i Region Midtjylland’ ved vi, at psykisk syge i gennemsnit har dobbelt så mange kontakter til den praktiserende læge som den øvrige befolkning, og at betydelig flere psykisk syge har kontakt til et somatisk sygehus. Psykisk syge har således 38 pct. større forbrug end den øvrige befolkning. Patienterne er der altså, men noget tyder på, at læger og andet sundhedspersonale blokerer, når det bliver kendt, at der er tale om en psykisk syg person, der enten får ingen eller bare mindre kvalificeret behandling. Den afstigmatisering, som psykisk syge og psykisk sygdom generelt er omfattet af i vores samfund i disse år, ser ud til at have trange kår internt i sundhedsvæsenet.
Vores viden indikerer, at psykisk syge er en højrisikogruppe for uidentificeret og underbehandlet sygdom; en gruppe, som kræver særlig opmærksomhed. Tommelfingerreglen må være, at den psykisk syge også har en somatisk sygdom, indtil det modsatte er bevist. Lægerne i psykiatrien bør gå foran i et sådant fremstød. Man kan undre sig, hvis psykiatriens egne læger ikke prioriterer netop denne opgave forud for alle andre. Her er vitterlig tale om den psykiatriske læges raison d´être.