Bølgerne er gået mere end almindeligt højt i debatten om DR’s dokumentarprogram om behandlingen af lungehindekræft på Rigshospitalet. Det har føget med påstande om uetisk adfærd; både hos de implicerede læger og journalister. Disse spektakulære påstande vil jeg lade ligge og i stedet zoome ind på de centrale aspekter, som sagen har synliggjort. Det pointeres, at dette ikke er en juridisk vurdering af sagen, da de faktuelle forhold, trods mediedækningen, fortsat kan give anledning til tvivl.
Spørgsmålet om patientinformation er et omdrejningspunkt. Skulle de implicerede patienter have været informeret om andre behandlingsmuligheder, og hvor detaljeret information skulle der i givet fald have været givet. Det umiddelbare juridiske svar er, at patienter ifølge sundhedsloven skal informeres om andre lægefagligt forsvarlige behandlingsmuligheder. Men hvordan finder man ud af, om behandling med f.eks. Alimta kan kategoriseres som en ’anden lægefagligt forsvarlig behandling’. Er det kun i situationer, hvor lægen kan slå plat og krone mellem to behandlinger? Eller gælder det også, hvor andre læger i andre lande kunne finde på at anvende denne behandling, selv om læger hertillands og den behandlende læge selv ikke umiddelbart kunne drømme om det? Disse detailspørgsmål indeholder loven ikke klare svar på, men man kan blive klogere, hvis man inddrager begrundelsen for kravet om det informerede samtykke. Det handler både om respekt for patientens selvbestemmelsesret og om samfundets interesse i at sikre et tillidsforhold mellem patient og sundhedsvæsen.
Netop tillidsforholdet er desværre et lidt overset aspekt ved det informerede samtykke. I den aktuelle sag fremgår det, at man ikke bør besvære kræftpatienter med alt for detaljeret information om andre behandlingsmuligheder, medmindre de selv efterspørger dette. Men hermed risikerer man, at patienter føler sig ført bag lyset og mister tilliden til systemet. Der er derfor behov for fremadrettet at udvikle en informationsstrategi, som bedre indtænker dette tillidshensyn. I den forbindelse bør det også afklares, i hvilket omfang der skal informeres om behandlinger, som efter udenlandsk – men ikke dansk – standard anses som ’forsvarlig’. Med EU’s indre sundhedsmarked bliver dette i stigende grad vigtigt.
Tillidsaspektet er også afgørende, når behandlingen gives som led i et videnskabeligt forsøg. Her skal man kunne fæste lid til, at de videnskabsetiske komiteer kan vurdere forsøgets risikoprofil og gennemskue, om patientinformationen er udtømmende.
Lægerne har kritiseret DR for at skabe mistillid til deres arbejde. Måske kunne man have undgået dette, hvis man selv havde haft et mere nuanceret blik for, hvordan man skaber og bevarer tillidsforholdet mellem patient og sundhedsvæsen.