Rapporten skitserer konsekvenserne af et behandlingsscenarie, som bygger på referenceprogrammerne for angstlidelser, depression og skizofreni. Med registerdata søger man i rapporten at afdække, i hvor høj grad den dagsaktuelle behandling lever op til referenceprogrammernes anbefalinger i forhold til de debuterende sygdomme.
Man kan givet kritisere den anvendte metode, der bl.a. baserer sig på ekspertskøn; men rapporten er et seriøst indlæg i den standende diskussion om, at psykiatrien ikke er ressourcemæssigt tilgodeset på lige fod med det somatiske område, og om, hvordan psykiatrien anvender ressourcerne, herunder om sengekapaciteten er tilstrækkelig. Og seriøsiteten understreges af, at man også belyser behovet for screening på somatiske hospitalsafdelinger og blandt langtidssygemeldte.
Rapporten gentager en kendt, men ikke desto mindre ubegribelig sandhed. I perioden 2000-2011 steg bevillingerne til det somatiske område med 45 pct., mens stigningen kun var 15 pct. for psykiatriområdet.
Så ja, psykiatrien har fået tilført flere ressourcer, men skævvridningen i ressourcetildelingen mellem de to områder er forstærket i det tiår. Og den seneste aftale mellem regeringen og Danske Regioner kompenserer ikke fuldt ud for det. Den udvikling har velsagtens ikke karakter af hverken tordenskrald eller brintbombe, men er en skamplet på et sundhedsvæsen, der efterstræber lighed i tilbuddene.
Analyserne viser, at hvis patienter med psykiske sygdomme skal tilbydes behandling i overensstemmelse med referenceprogrammerne, er der behov for en yderligere behandlingskapacitet på 1.200 ekstra fuldtidsstillinger i ambulant behandlingsregi og praksissektor. Merbehovet for ambulante besøg skyldes især et stort merbehov for patienter med depression og for patienter med skizofreni. Samtidig er der et behov for yderligere ca. 3.000 indlæggelsesdage.
Der er intet nyt i, at det danske sundhedsvæsen ikke til fulde lever op til de videnskabelige anbefalinger, sådan som det må være målet. Den nye rapports bidrag til psykiatridebatten er primært, at man med øgning af ca. ti ekstra senge i hele landet (!) er i mål, hvad angår evidensbaseret stationær behandling af disse debuterende sygdomme. Der er til gengæld gevaldige mangler på det ambulante område. Og hvis der for alvor skal realiseres en evidensbaseret indsats over for psykisk syge, må både almen praksis, det somatiske område og kommunerne være med, hvor en fornuftig omfordeling af allerede eksisterende ressourcer også kan være relevant.
Denne rapport bidrager fornuftigt til psykiatridebatten om stationær kontra ambulant behandling. En mangel på ti senge på landsplan er nok ikke psykiatriens største ufordring lige p.t. Og man skal jo helst kunne skelne mellem tordenskrald og brintbomber!