Da vi ikke uddanner speciallæger nok, importerer vi udenlandske læger. De skal gennemgå nogle eksaminer i lægefag og i dansk og have ansættelse på danske hospitalsafdelinger, hvor deres chefer skal godkende deres præstationer. Så får de Sundhedsstyrelsens tilladelse til at fungere som læger på lige fod med danske læger. Er de ikke speciallæger, må de gennem en introduktionsstilling og derefter ansøge om en hoveduddannelsesstilling i specialet, de har valgt. Dette system har fungeret efter objektive kriterier, da bedømmelsen af ansøgerne til hoveduddannelsesstillingerne hvilede på en række generelle og specialespecifikke kriterier, hvor et pointsystem baseret på deres cv afgjorde rækkefølgen. Nogle af kriterierne og vægtningen mellem dem var omdiskuteret, og bureaukratiet var enormt.
Det nye bedømmelsessystem har vist sig at være katastrofalt, da det er endnu mere bureaukratisk og desuden subjektivt og giver mulighed for politisk prægede forhåndsaftaler. Et afgørende, overfladisk 20 minutters dansk interview i plenum udført af nogle (på ejendommelig måde udpegede) få kolleger betyder knald eller fald for en udenlandsk ansøger, uanset vedkommendes præstation i introduktionsstillingen i specialet, som kun chefen kan bedømme, men som ikke tæller.
Udenlandske læger, selv de, der har opnået dansk statsborgerskab, bliver ved dette interview på forhånd diskrimineret, da deres danske sprog er præget af et mindre ordforråd og en dårligere udtale. Bedømmerne – i hvert fald i et speciale, jeg har godt kendskab til - ytrer med rynket pande bekymring for risikoen for misforståelser under den udenlandske læges faglige arbejde, selv om vedkommende har bestået de danske sprogeksaminer, er bedømt til at fungere tilfredsstillende i sit lægelige arbejde af mindst 2 danske lægelige chefer, har fået Sundhedsstyrelsens tilladelse til at arbejde som læge i Danmark, har klaret introduktionsstillingen flot, er blevet dansk statsborger og har et topkvalificerende cv.
Jeg har gennem tiderne haft læger med jødisk-polsk, ungarsk, fransk, kinesisk, chilensk afstamning og forskere fra Iran, Tyskland, England, USA, Canada, Argentina, Nigeria, Ghana, Japan osv. ansat på min afdeling, og de har gennemsnitligt karrieremæssigt klaret sig bedre end en gennemsnitlig indfødt dansk læge. Formentlig fordi det er de bedste, der rejser ud for at søge udfordringer. Det har været muligt at bidrage til deres karriereplanlægning, da bedømmelserne var objektive og baseret på deres cv. Det er det ikke længere. Bedømmelsesreglerne har bragt den danske jantelov for bordenden, og det er trist.