Min familie er på en længere rejse i USA med deres børn. Deres treårige pige klager over ondt i ryggen. Der er en øm bule, og hun vil ikke længere gå.
Familien henvender sig på et stort højtspecialiseret børnehospital. Det er torsdag morgen. Ingen ventetid i receptionen, en ’almenpædiater’ koordinerer. Der bliver taget blodprøver, og hun bliver undersøgt af en neurokirurg og en infektionspædiater.
I løbet af dagen både ct- og mr-scanninger af ryg og hjerne. Der er en cyste med tryk på flere hvirvler og en abnorm opladning i en hvirvel. Ingen ventetid på scanninger, ingen ventetid på anæstesi, alle meget kompetente og venlige, forældrene grundigt og løbende orienteret.
Fredag morgen konference mellem fire børneneurokirurger, som konkluderer, at det kan være malignt. Mandag morgen biopsi fra den suspekte hvirvel, tirsdag foreløbigt svar og udskrivelse. Endeligt svar ambulant fredag. Ikke malignt. På forespørgsel blev der svaret, at så effektive var alle deres forløb.
Vi har også mange effektive og flotte forløb i det danske sundhedsvæsen. Men samtidig kan vi læse beretninger om de ikke så glatte forløb. Mangelfuld eller uheldig kommunikation, notater, der bliver væk, mødeindkaldelser, der ikke kommer som lovet, patienter, der selv må følge op og rykke for svar, læger, der ikke har sat sig ind i sagerne, lange ventetider.
Man spørger sig selv: Hvor mange uhensigtsmæssige forløb har vi, som patienterne ikke har overskud til at reagere på?
Hvorfor har vi overhovedet uhensigtsmæssige patientforløb? De er dyre og skaber utryghed hos patienterne. Problemet er ikke, hvorfor det fungerer fint nogle steder i USA, men hvorfor det ikke gør det alle steder i Danmark. Vi bygger nye, store sygehuse.
Vi forventer, at det hele bliver langt bedre, fordi vi ændrer de ydre rammer. De ydre rammer skaber en unik mulighed for at understøtte effektive patientforløb. Men hvad hjælper det, hvis vi ikke øger kvaliteten på indholdet.
Der er måske brug for en anden incitamentsstruktur. Ikke, at vi skal have den amerikanske model, hvor lægernes ansættelse og indtjening afhænger af, hvordan de agerer, men måske kunne man belønne et veltilrettelagt patientforløb af høj kvalitet – en slags omvendt drg, hvor man belønner et udredningsforløb, som kan færdiggøres på seks timer i stedet for seks uger eller mere.
Der er meget fokus på hurtig start af pakkeforløb inden for visse sygdomme, men mindre interesse for selve indholdet i pakken eller indpakningen.
En sober og ordentlig kommunikation med patienterne koster intet, tværtimod. Det sparer tid. Jeg lærte engang af en journalist og tidligere patient, der havde haft et uheldigt kræftforløb: ’Forlad aldrig en patient uden at have en ny aftale om tid og sted, for usikkerheden om, hvad der nu skal ske, er ikke til at bære’.