Mens pårørende så til, begravede man 597 urner med patologiske rester fra børn, som var ofre for et eutanasiprogram under Anden Verdenskrig. Børnene var blevet anbragt på den psykiatriske klinik Am Spiegelgrund i perioden 1940-1945 på grund af mistanke om sindslidelser, udviklingshæmning, fysiske handicap eller tilpasningsvanskeligheder. Her blev de udsat for et subtilt eutanasiprogram og døde som følge af en kombination af underernæring, kulde, infektioner og overdosis af medicin. Hjerner og rygmarv blev herefter udtaget og opbevaret i klinikkens kælder med henblik på forskning. Forældrene fik alene at vide, at børnene døde en naturlig død.
Efter krigen blev der indledt retssager mod personalet fra Spiegelgrund. Men processerne løb i vidt omfang ud i sandet, og en af de ansvarlige og mest aktive læger – Heinrich Gross – kunne efter nogle år vende tilbage til klinikken som overlæge. Han publicerede en lang række artikler baseret på forskning udført på de opbevarede hjerner og høstede megen anerkendelse. Først i slutningen af 70’erne blev der skabt offentlig opmærksomhed om sagen, og der skulle gå yderligere mere end 20 år, før det østrigske samfund anerkendte ofrenes lidelser, og man fik en afslutning ved begravelsen af de mange urner.
Denne historie giver anledning til forskningsetisk selvrefleksion. Som bekendt har man på Risskov Hospital en samling hjerner fra psykiatriske patienter indsamlet i perioden 1945-1981. Disse patienter døde en naturlig død – mange i en sen alder – og hjernerne er således indsamlet på en helt anden baggrund – både faktisk og etisk. Men der er også ligheder mellem de to samlinger. Der er således ikke indhentet informeret samtykke fra pårørende til obduktion, opbevaring af og forskning på hjernerne i de to samlinger, og den efterfølgende forskning har haft til formål at skaffe vigtig viden til gavn for psykiatriske patienter.
Dette sidste aspekt fremhæves i Det Etiske Råds udtalelse fra 2006 om hjernesamlingen i Risskov, hvor man ligeledes påpeger, at hjernerne var indsamlet og opbevaret i overensstemmelse med datidens juridiske og etiske normer, og at det – med nutidens normer – ikke vil være muligt at etablere en lignende samling. Rådet så derfor ingen afgørende etiske problemer i den fortsatte opbevaring og anvendelse af hjernerne til forskning.
Der er en vis bekymrende ’lethed’ over rådets argumentation. Med disse argumenter kunne man nemlig også have anerkendt den fortsatte opbevaring af og forskning på hjernerne fra Spiegelgrunds døde børn. Rådet overser et afgørende aspekt; nemlig grundlaget for, at hjernerne blev tilgængelige for videnskaben. Her vil det for mange gøre en forskel, om hjernen stammer fra et eutanasioffer eller en langtidsindlagt patient.
