De seneste ugers sundhedsdebat om kvaliteten på enkelte klinikker rejser også spørgsmålet om, hvem der tager ansvar for kvaliteten i sundhedsvæsenet.

Alle, der beskæftiger sig med sundhedsvæsenet, ved, hvor svært det vil være at etablere en systematisk kvalitetskontrol af hele sundhedsvæsenet. Den danske kvalitetsmodel vil primært være med til at sikre, at procedurer m.v. er på plads – men modellen indebærer ikke en systematisk overvågning af kvaliteten – forstået som effekten af interventionen. De kliniske databaser og brug af de mange registerdata, der indsamles i det danske sundhedsvæsen, indebærer en række muligheder, som slet ikke udnyttes i dag. Det er helt nødvendigt, at vi i de kommende år udbygger brugen af registre til at følge kvaliteten og forbedre behandlingen.

Resultaterne af dataanalyser m.v. vil typisk foreligge halve eller hele år, efter at undersøgelsen er foregået. Derfor må man gøre sig klart, at den umiddelbare og grundlæggende kvalitetskontrol bygger på aktiv indsats hos personalet i sundhedsvæsenet. Først og fremmest hos de læger og sygeplejersker, der forestår eller medvirker direkte i behandlingen. Alle har et medansvar for, at hele teamet er i stand til at gennemføre den behandling, som patienten skal gennemgå. Og heldigvis er der flere eksempler på, at sygeplejersker eller læger har sagt fra – og stoppet en behandling af hensyn til patienten.

Der er al mulig grund til at understrege vigtigheden af, at læger og sygeplejersker, der modtager patienter fra andre klinikker eller afdelinger, også har et ansvar. Er antallet af fejl eller er typen af komplikationer af en sådan karakter, at man må frygte, at der er noget galt på en anden klinik eller afdeling, så skal der handles. Der kan i sagens natur ikke laves en sædvanlig statistisk analyse – men enkelte sager kan være med til at tegne et billede. Og her skal lægens eller sygeplejerskens faglige pligtfølelse tændes, hvad enten det drejer sig om at rapportere mistanken til kollegerne på klinikken, til egen ledelse, til embedslægen eller eventuelt direkte til Sundhedsstyrelsen. For læger og sygeplejersker gælder ingen ytringsret – men en ytringspligt, når patienters liv eller helbred er på spil.

Et misforstået hensyn til kolleger på en anden klinik må ikke veje tungere end det reelle hensyn til patienterne. Der må ikke tegnes et billede af, at ingen i det danske sundhedsvæsen tager ansvar for kvaliteten. Man må ikke få det indtryk, at lægerne dækker over hinanden. Tværtimod skal patienterne være trygge ved, at eventuel usikkerhed om kvaliteten kommer frem – til glæde for patienterne og den faglige kvalitet.