Nytårsforsætter

Det er her i slutningen af januar, at nytårsforsætterne for alvor bliver sat på prøve. Efter en julemåned med rigelig mad og almindelig dovenskab beslutter mange, at piben skal have en anden lyd. Der skal motioneres, skæres ned på de søde sager, og cigaretterne skal lægges på hylden. Al erfaring viser dog, at det er vanskeligt at holde fast i disse forsætter, og derfor ser vores allesammens sundhedsvæsen det da også som en opgave at minde os om de sunde vaner.

Vi kender sundhedskampagner, som gennem almindelig oplysning minder os om vigtigheden af sunde vaner. Kampagnerne virker sikkert på nogle autoritetstro borgere. Personligt spiser jeg mig ihærdigt gennem den ene grøntsag efter den anden for at nå op på anbefalede 500 – eller er det nu 600 gram frugt og grønt. Alene tyggebevægelserne må opfylde en del af det anbefalede motionsbehov. På det seneste har man drøftet at nedsætte momsen på sunde fødevarer, så der er et økonomisk incitament til at vælge sundt. En sådan strategi burde have en chance i finansielle krisetider, men en del af de sunde fødevarer er vist i forvejen billigere end de usunde, så effekten er usikker.

Fra tid til anden opstår der også debat om usunde borgeres adgang til sundhedsvæsenets ydelser, når de rammes af livsstilsudløst sygdom. Vi har endnu ikke set lovgivning på dette område, men paragrafferne er taget i brug på andre områder – f.eks. mod rygning. Endelig er der fokus på de praktiserende lægers rolle, når de sunde vaner skal betones. Selv om det kan være fornuftigt at bruge sundhedsvæsenets frontpersonale i kampen mod livsstilssygdomme, kan det have utilsigtede følger for læge-patient-relationen at bringe disse forhold op, når patienten kontakter lægen i anden anledning. Så denne strategi kræver særlig opmærksomhed.

Der findes således en række styringsinstrumenter, som tilstræber at overbevise og lokke os til at leve sundt, og i nogle tilfælde endda kontrollerer vores adfærd gennem forbud. Som jurist kunne jeg føle mig fristet til at plædere for mere lovgivning på området. Lovgivning er et potent reguleringsinstrument, som det kan være nødvendigt at tage i brug i særlige situationer – f.eks. for at beskytte mod passiv rygning.

Jeg synes dog, det er bedre at interessere sig for mulighederne for at foretage sunde valg. Som en forstandig professor i fødevaresociolog har gjort mig opmærksom på, hjælper det ikke at fortælle skolebørn, at de skal drikke vand i stedet for cola, når mulighederne for at få adgang til vand består i at gå ned på et uhygiejnisk skoletoilet og tanke op med lunkent vand fra hanen. Med andre ord er det vigtigt at fokusere på at skabe muligheder for, at vi kan foretage sunde valg, hvis sundhedsvæsenets indsats ikke skal lide samme skæbne som mange nytårsforsætter.