Det bedste fra de mindre hospitaler

Jubilæet giver også anledning til anekdoter og sjove historier.

F.eks. var der historien om en kvinde på egnen, som stadig klarede sig selv som 103-årig. Jo, lidt hjælp var der da fra hjemmeplejen, som hver morgen holdt øje med, at badeværelsesvinduet var blevet åbnet, som signal om, at kvinden var oppe og havde det godt.

En sådan ordning rummer megen kvalitet og effektivitet – men passer dårligt ind i standardiserede programmer.

Historierne vil ikke få os til at falde for den romantiske opfattelse af, at det lille hospital var meget bedre. Men måske er en af vores udfordringer, at vi ikke fuldt forstår, hvad det er for nogle kvaliteter, vi skal huske at få med fra de små hospitaler.

Nogle af kræftlægerne kan se det sort på hvidt. Der sker tilsyneladende ikke de store forbedringer i kræftbehandlingen for de kræftpatienter, der fejler flere sygdomme, selv om behandlingen flyttes fra de mindre hospitaler til de store centre.

Der er nok opbakning til den opfattelse, at den lægelige indsats over for kræftsygdommen lettere bliver på et højt niveau, når det behandlende team får bedre erfaring. Men noget tyder på, at det behandlende team bliver dårligere til at behandle patienten.

Nogle gange, når man hører patientberetninger fra patienter efter et langt forløb på de større hospitaler, så bliver man forstemt. Patientens oplevelse af meget travle sygeplejersker, et utal af læger, manglende sammenhæng og uklare beskeder. Jeg ved selvfølgelig godt, at i de allerfleste tilfælde er der ingen problemer – og der ydes en flot indsats af et tændt personale…

…Men, det, vi mister, når vi lukker det mindre hospital, er måske en særlig ansvarlighed for patienten. Så der f.eks. sikres hjælp fra en medicinsk overlæge, hvis kræftpatienten måske har hjerteproblemer. Det er ansvarligheden for, at patienten kommer videre i behandlingsforløbet. Det er fleksibilitet, så patienten bliver en person og ikke ’den næste’.

Forudsætningen er måske, at også de store hospitaler bliver overskuelige – så det bliver muligt for den enkelte sygeplejerske at være ansvarlig og fleksibel. Det indebærer måske andre organisationsformer, hvor ledelsesenheden i mindre grad skal være specialafdelingen og sengeafsnittet.

Det er ikke nok, at vi teknisk set udvikler et bedre sundhedsvæsen. Vi er også nødt til – midt i forandringen – at huske at bringe det bedste fra de mindre hospitaler med ind på de store hospitaler. Af hensyn til patienterne og personalet.