Åbenhed og tillid

Regeringen har sat sig for at styrke befolkningens tillid til sundhedsvæsenet.

Som et led heri vedtog Folketinget lige inden jul, at patienter fremover skal have en mere åben og lettere adgang til deres journaler. De nye regler trådte i kraft ved årsskiftet, og det betyder, at man ikke mere kan tilbageholde journaloplysninger med henvisning til hensynet til pårørende, som måske har givet oplysninger til journalen, eller hensynet til patientens egne interesser.

Man vil dog fortsat kunne give afslag på aktindsigt i journaloplysninger, som ligger før årsskiftet, ligesom det er muligt at begrænse forældres adgang til aktindsigt i børns journaler.

Forslaget skal bl.a. ses i sammenhæng med den teknologiske udvikling, som i stigende grad giver patienter mulighed for at få direkte adgang til journaloplysninger via internettet. De tidligere regler blokerede for optimal udnyttelse af de teknologiske muligheder, fordi de forudsatte, at en læge i hvert enkelt tilfælde vurderede, om der var oplysninger, som patienten ikke måtte få udleveret – en mulighed, som sjældent blev udnyttet i praksis.

Ud over teknologisk tilpasning tjener forslaget som nævnt også det vigtige formål at styrke tilliden til sundhedsvæsenet ved at vise større åbenhed over for patienterne. Inden for de seneste 25 år har reglerne om aktindsigt i journaloplysninger udviklet sig markant. Før midten af 1980’erne havde patienter ingen ret til journalindsigt, men siden er retten gradvist blevet udvidet, således at den nu omfatter en ubegrænset ret til at få indsigt i de oplysninger, der registreres i journalen og andre dokumenter.

Denne udvikling siger en del om opfattelsen af, hvad der skal til for at etablere en tillidsrelation mellem sundhedsvæsen og patient. I tidligere tider – og det er sådan set ikke så mange år siden – var credoet, at for megen information ville gøre patienter forvirrede og utrygge og dermed skade behandlingsrelationen mellem læge og patient. I dag er det netop åbenheden, som skal medvirke til at understøtte det tillidsforhold, som er så vigtigt i en behandlingsrelation.

I takt med denne udvikling er patienten også i stigende grad blevet en ansvarlig beslutningstager i forhold til eget helbred og sundhed. Dette betones også i lovforslaget, hvor det fremhæves, at åbenheden også skal medvirke til, at patienten får større indsigt i egen sundhedstilstand og dermed bliver bedre til at ’drage omsorg for eget helbred’.

Dette kan være fornuftigt nok, men samtidig må man ikke glemme, at patienter både kan være stærke og svage, og at ikke alle er i stand til at monitorere alle sider af tilværelsen. Så lad os håbe, at den nye åbenhed kan udfolde sig i en atmosfære, hvor vi fortsat kan have tillid til, at det er sundhedsvæsenet, som påtager sig hovedansvaret for at drage omsorg for patienten.