Mod kanten

Men ambitionerne har en bagside. Nye hospitaler koster. Det gør det udvidede frie valg, ny medicin, nye kræftbehandlinger og bedre service også. Hospitalerne præsterer – med store anstrengelser – en årlig produktivitetsstigning på to pct. (Hvilket faktisk er ret enestående. Andre dele af sundhedsvæsenet som Falck, praktiserende læger eller hospice har svært ved at dokumentere tilsvarende. Heller ikke andre dele af serviceindustrien eller den private sektor kan sandsynliggøre tilsvarende).

Men når produktivitetsstigningerne er brugt på at finansiere flere patienter, så kommer problemerne med finansieringen. I de seneste par år har regeringen løst problemerne med forudsætningerne:

Væksten i antallet af patienter forudsættes at være lavere, end vi tidligere har set. Næste års ny dyre medicin forudsættes at være billigere, end vi før har set. Kortere ventetider forudsættes at kunne realiseres med samme kapacitet som tidligere års kapacitet. Og nye moderne hospitaler forudsættes at være mindre end gamle utidssvarende hospitaler.

Men de seneste uger har vist, at sundhedsvæsenets udfordringer ikke kan forudsættes væk. Hospitalsdrift er meget konkret. Patienterne kommer – selv om vi har forudsat noget andet. Medicinpriserne udvikler sig uafhængigt af statens forudsætninger. Og kapaciteten slår ikke til – selv om økonomiforudsætningerne forudsatte noget andet. Dermed stiger udgifterne også mere end forudsat.

Når regeringen lægger afgørende vægt på, at de økonomiske rammer overholdes, er regionerne nødt til at tilpasse ambitioner og aktiviteter til de økonomiske rammer, der blev fastlagt med statens forudsætninger. Det er ikke nogen nem opgave. Men det er endnu sværere, når det udvidede frie valg gælder.

Når antallet af patienter stiger mere end forudsat – og når alle patienterne har ret til hurtig behandling – så kan man ikke overholde den forudsatte økonomiske ramme. Dilemmaet for regeringen er derfor, at enten skal de økonomiske rammer øges mere end i dag (i takt med stigningen i antallet af patienter). Og det skal ske i en situation, hvor der er behov for at begrænse væksten i de offentlige udgifter. Eller også skal vi opgive det udvidede frie valg – og acceptere, at de patienter, der uden problem kan vente, venter lidt længere.

Vælger vi at fortsætte den hidtidige kurs, drives hospitalernes og regionernes økonomi længere mod kanten – og besparelser og frustrationer kommer løbende på dagsordenen, selv om sundhedsvæsenet har vækst. Og allerværst kan frustrationerne give mismod og svigtende engagement hos personalet, hvilket måske er den allerstørste omkostning ved en styringsmodel, der simpelthen ikke hænger sammen.