Send flere lægestuderende.
Sådan lyder bønnen fra rektor på Aalborg Universitet, Finn Kjærsdam, i et brev til uddannelsesminister Morten Østergaard (R).
Dermed tilslutter den nordjyske rektor sig Danske Regioners forslag om at flytte mellem 50 og 100 studiepladser fra lægestudiet i København til de jyske storbyer Aarhus og Aalborg.
Det skriver nordjyske.dk.
I brevet til ministeren opfordrer Finn Kjærsdam til, at det nuværende antal studiepladser i Aalborg fordobles, så der i alt bliver plads til 100 studerende. Dels fordi, der er lægemangel i Nordjylland, og dels fordi Aalborg Universitetshospital – i modsætning til universitetshospitalerne i de øvrige regioner – ifølge den jyske rektor kun udnytter halvdelen af deres uddannelseskapacitet.
Nordjylland mangler i øjeblikket 46 praktiserende læger.