Speciallægemanglen i dele af Danmark udbedres bedst ved at uddanne lægerne i de områder, hvor regionerne har svært ved at rekruttere.

Det mener Danske Regioner, som i et nyt uddannelsespolitisk udspil kræver væsentlig indflydelse på hvor kommende læger skal have deres uddannelse.

»Vi ved, at der er stor sandsynlighed for, at man bosætter sig i det område, hvor man tager sin uddannelse. Derfor skal vi sørge for, at uddannelsespladser og uddannelsesstillinger er fordelt strategisk på en måde, der styrker rekrutteringen til hele landet,« siger Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, i en pressemeddelelse.

Konkret opfordrer Danske Regioner regeringen til at rykke studiepladser fra lægeuddannelsen i København til Odense, Aarhus og Aalborg, ligesom regionerne også ønsker mulighed for at ændre den geografiske placering af KBU-, intro- og hoveduddannelsesstillinger samt hvor mange hoveduddannelsesstillinger, der udbydes inden for de enkelte specialer.

Det er Ministeriet for forskning, innovation og viderende uddannelser, der fordeler antallet af studiepladser, og minister Morten Østergaard er ikke afvisende over for regionernes ønske om flere vestdanske studiepladser.

»Den nuværende fordeling af pladser afspejler nogenlunde befolkningssammensætningen. Men når lægernes største arbejdsgiver påpeger, at der er problemer, må vi vurdere, om der er basis for at ændre på den. Det er i alles interesse, at vi kan rekruttere læger til hele landet,« siger han til Berlingske.

For yderligere af forebygge speciallægemanglen anbefaler Danske Regioner, at lægerne under deres uddannelse i højere grad kommer i kontakt med andre sygehuse end blot universitetshospitalerne, ligesom de studerende allerede i løbet af studiet skal præsenteres bedre for de specialer, som har svært ved at rekruttere.

Særligt ønsker regionerne at gøre en indsats for at styrke de psykiatriske specialer.