Siden januar 2009 har danske kvinder er danske piger op til 15 år blevet tilbudt gratis vaccination mod human papilloma-virus (HPV), der kan give celleforandringer og føre til livmoderhalskræft, og nu skal endnu flere kvinder have tilbudt den forebyggende behandling.

Sundhedsminister Bertel Haarder (V) oplyser i en pressemeddelelse, at regeringen har fulgt Sundhedsstyrelsens anbefaling og nu udvider vaccinationsprogrammet, sådan at kvinder helt op til 26 år fremover skal tilbydes kræftvaccinen.

»Jeg er rigtig glad for og faktisk stolt over, at vi nu kan tilbyde de lidt ældre piger beskyttelse mod at udvikle livmoderhalskræft. Vi ved, at den store indsats skal gøres for pigerne før den seksuelle debut, men efter at have lyttet til Sundhedsstyrelsen er vores vurdering, at det rigtigste er at give tilbuddet til alle under 26 år,« siger ministeren.

Træder i kraft i 2012
Beslutning om at vaccinere flere kvinder kommer efter en udbudsrunde, hvor Statens Serum Institut forhandlede en ny aftale med vaccineproducenten Sanofi Pasteur, som sænkede prisen for statens vaccinationsprogam fra 75 mio. kr. til 25. mio. kr.

Statens Serum Institut undersøger i øjeblikket hvor hurtigt udvidelsen af vaccinationsprogrammet kan se ske, men forventningen er, at udvidelse vil kunne træde i kraft først i 2012, oplyser ministeriet.

Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik har tidligere anslået, at op mod 70-80 pct. af de 450 årlige tilfælde af livmoderhalskræft kan undgås, hvis kvinder op til 26 år vaccineres mod HPV.

Den nuværende vaccine beskytter mod fire vira og yder beskyttelse mod 70 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft, og cirka 99 pct. af alle tilfælde af livmoderhalskræft i Danmark skyldes HPV.

SF vil vaccinere drenge
En udvidelse af vaccinationsprogrammet var blandt da konkrete valgløfte, som SF i går lancerede. Men hvor oppositionspartiet også ønsker at vaccinere drenge, så er de ikke omfattet af regeringens udvidelse, da Sundhedsstyrelsen fortsat ikke anbefaler det.

Samtidig er vaccinen endnu ikke godkendt af de europæiske lægemiddelmyndigheder til forebyggelse af forstadier til kræft hos drenge, oplyser ministeriet.