Forskere fra Kræftens Bekæmpelse har gjort et vigtigt fund i jagten på de mekanismer, som får aggressiv brystkræft til at sprede sig. Hvis man afbryder forbindelsen mellem det vigtige protein ErbB2 og nogle specielle enzymer, som findes omkring kræftsvulsterne, kan man stoppe spredning af kræftcellerne, skriver Cancer.dk.

Forskerne har opdaget en del af det netværk, som får brystkræft til at sprede sig. Det drejer sig om ErbB2, som er et protein, der er med til at stimulere celledeling, vækst og metastase. Forhøjet ErbB2 aktivitet findes i 25 pct. af alle brystkræfttilfælde. Resultaterne offentliggøres i tidskriftet Molecular Cell.

Forskerne har opdaget, at ErbB2 øger mængden af de såkaldte cathepsiner, der er en slags enzymer, som spalter proteiner.

Cathepsinerne er tidligere fundet sammen med kræftmetastaser i bugspytkirtlen, hvor kræftcellerne invaderer vævet udenom cellerne og opretter ny blodforsyning til kræftsvulsten.

Ved at benytte en tredimensionelt model har forskerne kunnet se effekten af ErbB2 og følge, hvordan kræftcellerne spredes. Her afslørede forskerne bl.a. et komplekst signal-netværk, som forbinder ErbB2 med cathepsin-enzymerne. Forskerne kunne også påvise, at hvis man stopper signalerne, forhindrer man samtidig brystkræftcellerne i at sprede sig.

Molecular Cell, 2012; 45(6): 764-776: ErbB2-Driven Breast Cancer Cell Invasion Depends on a Complex Signaling Network Activating Myeloid Zinc Finger-1-Dependent Cathepsin B Expression