Resultaterne af det store genetiske forskningsprojekt er offentliggjort i tidsskriftet Nature Genetics.
Personer med nedarvede egenskaber som bleg hud, rødt hår og mange skønhedspletter er i størst fare for at få modermærkekræft. Men risikoen for at udvikle den dødelige hudsygdom øges ved overeksponering af UV-stråling, og tidligere har forskere identificeret en række genetiske pigmenteringsfejl, der kunne forstærke denne risiko.
I dette studie har forskere for første gang opdaget tre genetiske risikomarkører, der ikke er forbundet med pigmentering eller skønhedspletter i huden.
Forskerne scannede op mod 600.000 genetiske polymorfier i DNA-prøver fra 3.000 europæere med modermærkekræft og sammenlignede med prøver fra mere end 8.000 personer fra den almene befolkning.
Resultaterne viste, at tre DNA-fejl var hyppigere forbundet med sygdommen. Den ene fandt man i genet MX2, der spiller en rolle ved sygdommen narkolepsi. Den anden fejl fandt man i genet ATM, der er involveret i DNA-reparationer, et gen der normalt forhindrer kræftforårsagede fejl at blive inkorporeret i cellerne. Den tredje fejl sås i genet caspase8, der normalt inducerer celledød, for at undgå ukontrolleret cellespredning i kroppen.
Normalt udvikler 1 ud af 60 personer modermærkekræft, men den risiko stiger til 1 ud af 46, hvis personen har en fejl i alle tre gener.
Forskerne påpeger, at overeksponering af UV-stråling øger risikoen for modermærkekræft i alle personer, men dette studie viser, at med de genetiske fejl forøges denne risiko.
Resultaterne giver en bedre forståelse af årsagerne til modermærkekræft og en ny måde at identificere personer med størst risiko for at få sygdommen. Det kan i sidste ende forbedre diagnosen og behandlingen af kræftsygdommen.
Anders Enevold Christensen