Det bekræfter tre nye studier i tidsskriftet New England Journal of Medicine. Omvendt fordobler indtagelse af lenalidomide risikoen for sekundære kræftformer.
Lenalidomide har en toksisk effekt på tumorer og ændrer samtidig immunforsvarets reaktion mod knoglemarvskræftceller. Lenalidomide er et oralt medikament, der derfor ikke kræver intravenøs behandling, men det er ikke billigt: Estimerede udgifter pr. patient er på mere end 800.000 kr. årligt.
De tre studier undersøgte effektforskellen mellem lenalidomide og placebo blandt forskellige typer patienter med knoglemarvskræft.
I det første studie indgik 450 personer over 65 år med knoglemarvskræft, der ikke var egnede til stamcelletransplantation. Resultatet viste, at de patienter der fik lenalidomide i gennemsnit oplevede 31 måneder uden sygdommen blev forværret, mens det kun var 14 måneder i placebogruppen.
I det andet studie indgik 460 knoglemarvskræftpatienter under 71 år, der var i gang med stamcelletransplantation. Patienterne blev behandlet 100 dage efter deres transplantation, og 20 pct. af dem på lenalidomide fik forværret deres sygdom, mens det var tilfældet for 44 pct. i placebogruppen.
I det tredje studie indgik 614 personer under 65 år, der også var i gang med stamcelletransplantation. Her oplevede gruppen, der tog lenalidomide i gennemsnit 41 måneder uden sygdommen blev forværret mod 23 måneder for gruppen på placebo.
De mest alvorlige bivirkninger i alle tre studier var, at andelen af sekundære kræftformer var næsten fordoblet hos de personer, der tog lenalidomide. Det faktum afføder flere studier, der skal undersøge risikoen ved lenalidomide.