Behandlingsvejledningen  fastholder bl.a., at der fortsat skal være plads til at behandle med forskellig varigheder for depotmedicin, da de enkelte hospitaler har forskellige rammer og muligheder.

»Vores anbefaling er, at der skal være mulighed for, at man både kan behandle med 1, 3, 6 og 12-måneders depoter. Det kan være en fordel for nogle patienter, at de ikke skal ind på sygehuset så ofte, og der kan også være logistiske forhold på sygehusene, som gør, at det kan være en fordel, at patienterne kun kommer f.eks. hver 12. frem for hver 6. måned,« siger formand for udvalget, ledende overlæge Ulla Geertsen.
 
Fagudvalget har ikke prioriteret, om man skal bruge det ene eller det andet præparat, men lagt overordnede linjer for, om man skal behandle med antiandrogener, GnRH-agonister eller GnRH-antagonister.
 
Lægemiddelgrupperne har nemlig samme virkningsområder og bivirkningsprofiler, og det er derfor Amgros’ udbud, der skal afgøre, hvilke præparater der skal foretrækkes.

Fagudvalgets forventning, er, at GnRH-agonister skal udgøre 2.575.000 døgndoser, GnRH-antagonister skal udgøre 63.000 døgndoser og antiandrogener skal udgøre 3.157.000 døgndoser. Tallene kan dog ændre sig, hvis der kommer andre foretrukne præparater med en anden virkningsvarighed end det, som findes aktuelt.

Der har ikke tidligere været nationale retningslinjer for behandlingen af prostatakræft, men derimod en prostatakræft-betænkning med anbefalinger, som urologerne følger.
 
Endokrin behandling er af Sundhedsstyrelsen klassificeret som en basisfunktion og foregår på alle urologiske afdelinger i Danmark.
 
Hvert år diagnosticeres ca. 4.000 nye tilfælde af prostatakræft om året, hvilket svarer til 21 pct. af alle kræfttilfælde. Prostatakræft er den hyppigste kræftsygdom hos mænd.