Øre-næse-hals-læger fra Rigshospitalet og Hong Kong er gået sammen om at tilbyde danske patienter med tilbagefald af kræft i næsesvælget et banebrydende kirurgisk indgreb. Det skriver Rigshospitalets nyhedsbrev IndenRigs.
Et samarbejde mellem professor Christian von Buchwald fra Rigshospitalets Øre-næse-hals-kirurgiske Klinik og professor William Wei fra Queen Mary Hospital i Hong Kong har betydet, at Rigshospitalet siden oktober 2010 har sendt tre patienter Hong Kong for at blive opereret.
Professor William Wei har udviklet en særlig operationsteknik, som kan hjælpe patienter med kræft i næsesvælget, når sygdommen vender tilbage. Mens kræft i næsesvælget er en relativ sjælden kræftsygdom i Danmark, så er det den hyppigste cancersygdom i det sydlige Kina. William Wei har indtil videre opereret ca. 300 patienter med tilbagefald af kræft i næsesvælget.
»I de få tilfælde, hvor vi ikke selv behersker den nødvendige kirurgiske kunnen, sender vi om muligt patienterne til udlandet. Jeg mener dog ikke, at vi uden videre skal fortsætte med at sende patienter til Kina. Via vort samarbejde skal vi lære kirurgien for at kunne tilbyde patienterne den samme behandling i Danmark,« siger Christian von Buchwald til IndenRigs.