En gruppe af de dårligst regulerede patienter med type 1-diabetes bør alle få tilbudt en glukosesensor, så patienterne selv kan overvåge deres blodsukkerniveau.

Det anbefaler en arbejdsgruppe under Dansk Endokrinologisk Selskab og Dansk Pædiatrisk Selskab, som har set på den eksisterende evidens for at bruge sensorer og i en ny rapport er kommet med et sæt fælles, faglige retningslinjer for at inddrage sensorerne i behandlingen.

Formand for arbejdsgruppen er Ulrik Pedersen-Bjergaard, som er specialeansvarlig overlæge i endokrinologi på Hillerød Sygehus. Han forklarer, at der er evidens for at bruge sensorer ved type 1-diabetes til både børn og voksne, men at teknologien skal bruges alle ugens syv dage, hvis det skal resultere i en bedre styring af blodsukkeret.

En sensor fungerer ved, at patienten får sat en elektrode ind i underhuden på maven. Ved hjælp af elektroden kan sensoren foretage op til 300 målinger af sukkerindholdet i vævet i døgnet og dermed give en indikation på, hvor godt patientens diabetessygdom er reguleret. 

I gennemgangen af litteraturen er arbejdsgruppen nået frem til, at patienterne med sensorkontrol gennemsnitligt opnår en forbedring på 0,5 pct. i hæmaglobin A1c-værdien, som er et udtryk for den gennemsnitlige blodsukkerværdi i de foregående tre måneder.

Hvis patienten over en længere periode kan få nedsat værdien fra f.eks. 8 til 7,5, kan man ifølge Ulrik Pedersen-Bjergaard på sigt minimere risikoen for senkomplikationer. Normalt vil ulempen ved et lavere hæmoglobin A1-niveau være, at man samtidig forøger risikoen for hypoglykæmi, som er et udtryk for meget lavt blodsukker, der er ubehageligt for patienten, og som er forbundet med øget risiko for insulinchok. Men med sensoren opnår man en forbedring af blodsukkerværdien uden at forhøje risikoen for hypoglykæmi.

»Forklaringen er, at patienter hele tiden kan visualisere blodsukkerniveauet og har mulighed for at rette det op i tide. Man kan sætte sensoren til at alarmere en, når blodsukkerniveauet overskrider en vis tærskel,« siger Ulrik Pedersen-Bjergaard.

Han understreger, at sensorteknologien ikke skal stilles til rådighed for alle diabetes 1-patienter.

»Det drejer sig primært om, at vi kan hjælpe de patienter, som er dårligt reguleret, og de patienter, som ikke får symptomer og dermed ikke i tide opdager en kritisk tilstand af for lavt blodsukker,« forklarer Ulrik Pedersen-Bjergaard.

Begynd med de motiverede patienter
De fleste diabetesambulatorier, som behandler type 1-diabetikere, har i dag mulighed for i kortere perioder at bruge en sensor. Ifølge en optælling fra en arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen er der dog kun ca. 90 danskere, der fast gør brug af en sensor i behandlingen.

En sensor kan være relevant til mange med type 1-diabetes, men ifølge Ulrik Pedersen-Bjergaard vil det i første omgang sandsynligvis være mest relevant for mange af insulinpumpebrugerne, som i forvejen er meget opmærksomme på deres sygdom og er vant til at følge deres blodsukkerniveau tæt. I dag findes der ca. 3.000 danskere, som bruger insulinpumper i stedet for en insulinpen i behandlingen af deres type 1-diabetes.

»Vi har ikke turdet sætte tal på, hvor mange der kan have gavn af en fast sensor, men vi har set på, hvor det er klinisk relevant. Man kan begynde med de motiverede patienter, som vil bruge en sensor som en slags sukkerur i deres hverdag. Samtidig kan vi i klinikkerne bruge sensorerne til midlertidigt at monitorere nogle af de patienter, hvor vi har svært ved at finde ud af, hvorfor de er dårligt reguleret,« siger Ulrik Pedersen-Bjergaard. 

En af grundene til, at glukosesensorerne endnu bliver brugt så lidt i Danmark, er økonomisk kassetænkning.

Flere medier har i foråret beskrevet, at strips til prikmålinger i fingeren bliver betalt at kommunerne, mens måling ved hjælp af en sensor skal betales af det enkelte sygehus og det enkelte diabetesambulatorium. Målemetoderne er i dag nogenlunde lige dyre i drift, men som det er nu, er det meget billigere for sygehusene at sende patienterne hjem til deres egen kommune uden en sensor.