Et helt års antikoagulerende behandling efter en ballonudvidelse af kranspulsårene ser ikke ud til at være nødvendig. Det antyder to studier offentliggjort i tidsskriftet Journal of the American College of Cardiology. Det kan spare mange patienter for unødig risiko for alvorlige indre blødninger.
Standardbehandlingen for patienter, der får en ballonudvidelse af kranspulsårene og en stent-operation (et metalnet, der fastholder udvidelsen af de forsnævrede blodkar) indebærer 12 måneders risikofyldt antikoagulerende behandling for at undgå tilbagefald og hjertekramper. Den antikoagulerende behandling kan bestå af aspirin eller warfarin i meget høje doser, hvilket har alvorlige blødningsrisici til følge.
Et koreansk studie undersøgte komplikationer hos 2.100 patienter, der alle havde fået foretaget en ballonudvidelse og stent-operation. En gruppe af patienterne blev behandlet med antikoagulerende terapi i tre måneder, mens den anden gruppe fik en 12-måneders standardbehandling. Efter et år, udviklede kun fem pct., og lige mange i hver gruppe, komplikationer som blødninger, hjerteanfald eller død.
Et spansk studie undersøgte 1.600 tilsvarende patienter, hvoraf knap 11 pct. midlertidigt stoppede deres antikoagulerende behandling i utide. Det viste sig ikke at have nogen alvorlig indflydelse på risikoen for komplikationer i forhold til de, der behandlede sig i henhold til foreskrifterne.
Forskerne konkluderer, at selv patienter, der stopper en så risikofyldt behandling undervejs, ikke lider af flere komplikationer end de, der behandles et helt år. Samtidig pointerer de, at antikoagulerende terapi kan være gavnlig i en vis periode, og at det nu er vigtigt at undersøge hvornår det er mest sikkert at stoppe behandlingen.
Journal of the American College of Cardiology 2012;60(15):1340-1348: A New Strategy for Discontinuation of Dual Antiplatelet Therapy
Journal of the American College of Cardiology 2012;60(15):1333-1339: Double Antiplatelet Therapy After Drug-Eluting Stent Implantation
Journal of the American College of Cardiology 2012;60(15):1349-135: Dual Antiplatelet Therapy After Drug-Eluting Stent Implantation