Op mod 40.000 danskere lever med en arvelig sygdom, som giver et  forhøjet kolesterolindhold i blodet og dermed en stærkt forøget risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme. Det viser et nyt studie, som forskere fra Københavns Universitet og Herlev Hospital står bag.

Tallet er langt højere end forskere hidtil har troet. Mens man indtil nu har antaget, at 1 ud af 500 havde sygdommen, så viser den nye undersøgelse, at 1 ud af 137 personer i Danmark har arvelig kolesterolforhøjelse. 

Undersøgelsen viser samtidig, at kun meget få familier og personer med den alvorlige sygdom er blevet fundet og behandlet tilfredsstillende med statiner.

Resultaterne, der stammer fra den såkaldte Herlev/Østerbroundersøgelse af 69.000 danskere, viser, at blandt de deltagere, der viste sig at have arvelig kolesterolforhøjelse, led en tredjedel allerede af hjertesygdom, og kun halvdelen fik kolesterolsænkende behandling med statiner. 

Forskerne konkluderer, at resultaterne dokumenterer en massiv underdiagnosticering og underbehandling af disse høj-risiko personer og familier i Danmark.

»Det er skræmmende, at en sygdom som nemt kan forebygges med kolesterol-sænkende behandling slet ikke er behandlet tilstrækkeligt,« siger overlæge Marianne Benn, der er en af forskere bag undersøgelsen, i en nyhed på Københavns Universitets hjemmeside.

Ifølge undersøgelser har personer med arvelig kolesterolforhøjelse, som ikke er i behandling med statiner har 1.200 pct. øget risiko for hjertesygdom, men overraskende viste resultaterne også, at personer med arvelig kolesterolforhøjelse, som er i statinbehandling, har en 900 pct. øget risiko for hjertesygdom.

The Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism, online: Familial Hypercholesterolemia in the Danish General Population: Prevalence, Coronary Artery Disease, and Cholesterol-Lowering Medication