I alt tre europæiske forskere under 35 år var af den europæiske kardiologiske forening udvalgt på baggrund af enestående forskning.

Den europæiske kardiologiske kongres har deltagelse af mere end 30.000 hjertelæger og forskere fra hele verden.
 
Magnus Thorsten Jensen har med udgangspunkt i Østerbroundersøgelsen vist, at personer med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) har forhøjet hvilepuls, og at høj hvilepuls kan identificere hvilke personer med KOL, som er i størst risiko.

Resultaterne kan derfor forbedre mulighederne for at finde de patienter, som kræver særlig opmærksomhed og behandling. Det anslås at ca. 10 % af verdens befolkning over 40 år har KOL.

I undersøgelsen indgik 18.000 personer som blev fulgt i 35 år.

Udover læge Magnus Thorsten Jensen har blandt andre professor Peter Lange, professor Jan Skov Jensen og professor Gorm B. Jensen bidraget til det videnskabelige arbejde. Østerbroundersøgelsen støttes af Hjerteforeningen.