Kolesterolsænkende medicin kan give træthed og nedsat energi Brugerne af statiner oplever i højere grad nedsat energi og træthed efter anstrengelse end ikke-statinbrugere. 

Personer, der tager de kolesterolsænkende statiner, oplever i større omfang end ikke-statinbrugere nedsat energi, træthed efter anstrengelse, eller begge dele. Det viser en amerikansk undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Archives of Internal Medicine.

Globalt er statiner blandt de bedst sælgende receptpligtige lægemidler, og forfatterne til undersøgelsen mener derfor, at resultaterne bør indgå i lægernes vurdering af fordele og ulemper, når de udskriver statiner. Til trods for den udbredte anvendelse af statiner, er der ikke tidligere gennemfært randomiserede undersøgelser af forekomsten af træthed ved anstrengelse eller nedsat energi blandt patienter i statinbehandling.

I undersøgelsen indgik 1.100 voksne personer uden hjertesygdom eller diabetes. De fik enten placebo eller relativt lave doser pravastatin eller simvastatin – disse to statiner blev valgt, fordi de er de mest vand- og fedtopløselige af statinerne. Efter seks måneders behandling blev deltagerne bedt om at vurdere deres energi og træthed efter anstrengelse på en fempunktsskala, i forhold til begyndelsen af behandlingen.

Undersøgelsen viste en signifikant større sandsynlighed for, at statinbrugerne oplevede nedsat energi, træthed efter anstrengelse eller begge dele. Effekten gjorde sig gældende for begge typer statiner, selv om effekten syntes at være stærkere ved brug af simvastatin. Forfatterne mener, at resultaterne bør indgå i vurderingen af brugen af statiner, især for patientgrupper hvor der ikke er evidens for forbedret overlevelse ved brug af statiner, f.eks. patienter uden hjertesygdom.

Archives of Internal Medicine, online: Effects of Statins on Energy and Fatigue With Exertion: Results From a Randomized Controlled Trial

Skriv kommentar