I de seneste år har Axel Diederichsen været drivkraften bag en screeningsundersøgelse, der har kortlagt forekomsten af forstadier til åreforkalkning blandt raske personer.

I alt cirka 2.000 midaldrende kvinder og mænd fra Region Syddanmark blev tilbudt et sundhedstjek og en hjerte-CT skanning. Undersøgelsen viste, at overraskende mange – knap halvdelen af deltagerne – havde mikro-forkalkninger i hjertets kranspulsårer.

Axel Diederichsen har nu taget initiativ til en større landsdækkende screeningsundersøgelse, der skal undersøge muligheden for at forebygge, at sådanne forkalkninger udvikler sig til egentlig sygdom.

Midaldrende kvinder og mænd med begyndende åreforkalkning vil blive tilbudt enten medicinsk behandling eller placebo. Efter tre år vil resultatet blive gjort op, og hvis behandlingen viser sig at være gavnlig og økonomisk gunstig, vil personer med forkalkninger i de tidlige stadier kunne tilbydes behandling.

Axel Diederichsen er 47 år og uddannet læge fra Aarhus Universitet i 1993. Han har en ph.d.-grad fra det daværende Odense Universitet fra 1998, og han blev speciallæge i kardiologi i 2006. Efter speciallægeuddannelsen har Axel Diederichsen arbejdet på Odense Universitetshospital, siden 2009 som overlæge ved Hjertemedicinsk Afdeling B. Han har her de sidste år haft ansvar for udvikling af hjerte-CT skanning.

Uddannelsen i hjerte-CT undersøgelser fik han i USA, og han er til dato den eneste danske hjertelæge, der har bestået den amerikanske hjerte-CT eksamen.

Han er netop valgt som kommende sekretær for Dansk Kardiologisk Selskab samt formand for arbejdsgruppen Cardiac Imaging. Axel Diederichsen har gennem årene også været meget aktiv indenfor undervisningen af såvel medicinstuderende som nyuddannede læger.