Det fremgår af et befolkningsstudie i tidsskriftet Circulation.
Op mod 1 ud af 10 mennesker vil sandsynligvis udvikle hjertearytmi, en forstyrrelse i hjerteslagene, der kan lede til slagtilfælde og hjerteproblemer, inden de når 80 års alderen.
Tidligere studier har antydet, at personer, der spiser meget fisk og fiskeolie har en mindre risiko for hjerteproblemer, men undersøgelserne har været baseret på spørgeskemaer om fiskeindtag, og resultaterne har ikke været entydige.
I dette studie målte forskerne i stedet omega-3-fedtsyre-niveauer i blodet hos mere end 3.300 voksne over 65 år og sammenholdt det med personernes helbred de næste 14 år.
Knap 800 personer udviklede hjertearytmi, men den fjerdedel af forsøgspersoner, der havde det højeste niveau af omega-3-fedtsyrer, havde 30 pct. mindre risiko for at udvikle hjertearytmi sammenlignet med den fjerdedel, der havde det laveste niveau af omega-3-fedtsyrer.
Forskellen er dog mindre end det lyder: En 30 pct. reduktion svarer til at 17, i forhold til 25, ud af 100 personer, udviklede lidelsen.
Forskerne påpeger, at resultatet ikke viser, at indtagelse af fisk er årsagen til den mindskede risiko, men i stedet, at de fedtsyrer, der især findes i fisk, kan virke ved at stabilisere hjertemuskelcellerne.
Anders Enevold Christensen