Det er især skægvæksten i ansigtet, der generer kvinderne, når de opsøger deres praktiserende læge.

Men der er også dem, der er bekymrede, fordi deres cyklus kører uregelmæssigt, og de tænker på snart at få barn. Så er der dem, der har mange smerter under menstruation, eller de overvægtige, der forsøger at komme ned i vægt, men uden resultat.

Kvinder med polycystisk ovariesyndrom (PCOS) er en broget skare, fordi de ofte har symptomer, der kan pege i mange retninger og dermed involvere flere specialer. Derfor kan det være svært for den praktiserende læge at afgøre, hvilken speciallæge der kan udrede patienten, fortæller Pernille Ravn, som er speciallæge i gynækologi og leder PCOS-klinikken i Odense. 

PCOS-klinikken har ca. 250 patienter om året, og tilbagemeldingen fra de praktiserende læger er, at de er glade for et samlet, tværfagligt og specialiseret tilbud.

»Det giver et højt niveau, som alle sætter pris på,« siger Pernille Ravn. 

5-10 pct. af danske kvinder lider af PCOS. Kvinderne oplever i mild, svær, eller voldsom grad symptomer som uhensigtsmæssig øget hårvækst (hirsutisme) som følge af for meget mandligt kønshormon i blodet. Derudover hører menstruationsforstyrrelser, smerter i forbindelse med menstruation og graviditetsproblemer, uren hud, overvægt, forhøjet blodtryk og risiko for diabetes også til symptomkategorien for PCOS.

Tidligere blev kvinderne henvist fra egen læge til f.eks. endokrinolog, gynækolog eller måske til fertilitetsklinikken for at blive udredt. Det skabte langvarige og parallelle forløb, hvor patienterne blev sendt rundt på flere forskellige afdelinger for at få udformet en plan for behandlingen. Det var både utilfredsstillende og usystematisk, mener Pernille Ravn.

»En kvinde med hårvækst og menstruationsforstyrrelser blev f.eks. sendt til hudafdelingen eller et medicinsk afsnit for at blive udredt for sin hårvækst, men selve det gynækologiske problem skulle en anden læge tage sig af. Det var svært for patienterne at forstå helheden i deres sygdom og få substans i forløbet,« siger Pernille Ravn.

Flere speciallæger til stede

I erkendelse af, at det daværende behandlingstilbud ikke virkede hensigtsmæssigt, oprettede OUH i 2005 som det første sted i Danmark en PCOS-klinik til kvinder med symptomer på PCOS. Klinikken er åben hver tirsdag, og når patienterne indleder et forløb i klinikken, ses de ved en fælleskonsultation af en speciallæge i medicinsk endokrinologi og en speciallæge i gynækologi. De får foretaget flere standardiserede blodprøver, svarer på et spørgeskema og får foretaget en lægeundersøgelse, herunder en gynækologisk vurdering. Der måles højde, vægt, almen tilstand og helhedsindtryk. Ud fra samtlige undersøgelser udarbejdes en konklusion, som lægerne i klinikken kan gå videre med. 

Pernille Ravn mener, at den systematiske tilgang gør det muligt at udrede en kompleks patientgruppe med mange forskelligartede symptomer og bl.a. finde de 20 pct., som lider af sygdommen i særlig svær grad og er i risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme eller diabetes type 2.

»På klinikken sikrer vi, at patienterne får en god, ensartet og fyldestgørende udredning og samlet information, i stedet for at få informationer hist og pist. På den måde finder vi også dem, der har mange symptomer, og som herved undgår at blive kastet rundt i systemet,« siger Pernille Ravn og påpeger, at de også er opmærksomme på de svære tilfælde af PCOS. 

»Rådgivningen er utroligt vigtig. Ofte skal der vejledes om livsstilsjusteringer. Mht. de medicinske behandlinger er det vigtigt, at det afpasses, så de rigtige får medicinen, og at man tager hensyn til kvindens risikoprofil,« siger Pernille Ravn.

Patientgruppen kan lide af PCOS i let, mild eller svær grad. Nogle patienter har alle symptomerne, mens andre alene døjer med menstruationsforstyrrelser og fertilitetsproblemer, eller for meget hårvækst. Hos nogle er det livsstilsproblemer som f.eks. overvægt, der udløser sygdommen, og hos andre er det alderen. Fordi symptomerne er mange, og diagnosegruppen er bred, mener Pernille Ravn, at det kan være en svær opgave at få skabt et samlet sygdomsbillede og efterfølgende en behandlingsplan.

»Da PCOS er så hyppig, er det vigtigt at skelne mellem dem, der har behov for vejleding om livsstil, og dem, der skal have medicinsk behandling. Ellers kommer vi til at overbehandle for mange med medicin,« siger Pernille Ravn.

Pernille Ravn understreger, at patienterne i princippet kan få samme behandling hos en praktiserende speciallæge, hvis de har få symptomer på PCOS, men hun påpeger, at f.eks. en gynækolog ikke vil have helt samme fokus på de medicinske som på de gynækologiske problemstillinger.