Lave niveauer af D-vitamin og høje niveauer af parathyroideahormon (PTH) er forbundet med øget dødelighed blandt ældre.
Det viser et studie offentliggjort i tidsskriftet Journal of Clinical Endocrinology and Metabolism (JCEM). Samtidig viser studiet, at mangel på D-vitamin er særlig udtalt hos personer med afrikansk afstamning.
Godt 2.600 amerikanere i alderen 71-80 år blev bedt om at faste i 12 timer, hvorpå deres D-vitamin niveau og parathyroideahormon (PTH) i blodet blev målt. Hvert halve år i løbet af en 8,5 års opfølgningsperiode blev deltagernes helbred tjekket og deres d-vitamin niveau målt.
Efter at have taget højde for sæsonudsving i kroppens D-vitamin koncentration, viste resultaterne, at D-vitamin mangel sås hos 1/3 af deltagerne, og især hos personer med afrikansk afstamning. Den lave koncentration af D-vitamin og høj koncentration af PTH var forbundet med 50 pct. øget dødelighed og var særlig udtalt hos personer med afrikansk afstamning. Også hos personer, der blot havde et nedsat D-vitamin niveau i kroppen, var der en markant højere risiko for død end personer med normale niveauer.
Resultaterne viser, at lave D-vitamin-niveauer kan have en negativ indflydelse på levetiden hos den ældre del af befolkningen. Det ligger i tråd med mange andre studier, der antyder, at D-vitamin mangel øger risikoen for flere typer af kræft og hjerte-kar-sygdomme, og at D-vitamin spiller en væsentlig rolle i opretholdelsen af et sundt helbred og forebyggelse af sygdom.
The Journal of Clinical Endocrinology and Metabolism, online: 25-Hydroxyvitamin D, Parathyroid Hormone, and Mortality in Black and White Older Adults: The Health ABC Study