Århusianske forskere har påvist, at en simpel teknik, der skaber kortvarig gentagen iltmangel i benet, kan øge chancerne for en vellykket nyretransplantation.

Forskernes resultater, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Transplant International, viser, at såkaldt iskæmisk konditionering i forbindelse med en nyretransplantation kan give bedre nyrefunktion hos grise.

I dyrestudiet påviste forskerne, at der var signifikant bedre nyrefunktion i timerne efter operationen hos de grise, der havde fået iskæmisk konditionering under transplantationen i forhold til de grise, der blot havde fået en normal nyretransplantation.

Ph.d.-studerende på Aarhus Universitet og læge ved Aarhus Universitetshospital Nicoline Valentina Krogstrup, der er en af forskerne bag studiet, håber, at opdagelserne kan være med til at give transplanterede nyrer en bedre start.

»I dag oplever en ud af fire nyretransplanterede patienter problemer med at få nyren i gang efter operationen, og de kommer derfor i dialyse. Vi ved, at disse igangsætningsproblemer øger risikoen for afstødning og forkorter nyrens levetid,« siger Nicoline Valentina Krogstrup i en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet.

Iskæmisk konditionering sker ved, at man med en manchet lukker af for blodtilførslen i en arm eller et ben gentagne gange i kort tid. Forskerne ved endnu ikke helt hvorfor, men denne procedure beskytter tilsyneladende organer, der lider af iltmangel andre steder i kroppen.

Nicoline Valentina Krogstrup og hendes kolleger har indledt kliniske studier på Aarhus Universitetshospital, hvor 200 patienter vil få tilbudt at deltage i en lodtrækningsundersøgelse. Halvdelen af patienterne vil få iskæmisk konditionering i forbindelse med nyretransplantation. Herefter følger forskerne patienterne i tiden efter operationen og i op til et år for at se, hvordan nyren klarer sig.

Tidligere studier har påvist, at iskæmisk konditionering kan reducere blodpropsskader.

Transplant International 2012; 25(9): 1002–1012: Improved GFR and renal plasma perfusion following remote ischaemic conditioning in a porcine kidney transplantation model