Tilfredsheden efter et velafsluttet livsværk stråler ud af dr.med. Joachim Knop. 67 år gammel fik han i foråret sin doktorgrad mod at levere bundsolid, gennemtestet og håndgribelig viden om, hvad der kendetegner et barn i højrisiko for at udvikle alkoholafhængighed som voksen.

Efter 33 års møjsommelig indsamling og bearbejdning af data har Joachim Knop samt kollegerne på Institut for Sygdomsforebyggelse i København og ved universitetet i Kansas City isoleret fire klokkeklare omstændigheder, som hver især udgør en risiko for sønner af alkoholikere. Er alle fire til stede, er der kun en meget lille chance for, at barnet undgår at få alkoholproblemer som voksen, hvis ingen griber ind.  

»Det er ikke noget, vi tror. Vi VED det simpelthen. Indikatorerne er så sikre og tydelige, at enhver erfaren klasselærer med sin pædagogiske viden efter en uge med en ny førsteklasse vil kunne udpege en eller to elever, som er i højrisiko for at blive alkoholiker,« siger Joachim Knop, der er speciallæge i psykiatri.

Urolige drenge

På forskernes tjekliste står lav fødselsvægt, tidlig afvænning fra amning, mangel på vitamin K omkring fødslen samt adfærdsvanskeligheder og adhd i barndommen. I skolen gør børnene sig bemærket som det, man kalder urolige drenge. De kan ikke følge undervisningen.

»De her børn kan ikke sidde stille, de vil ikke høre efter, og de kan slet ikke irettesættes. Hvis drengene samtidig har en far, der er alkoholiker, og havde en lav fødselsvægt, vil de med 75-80 pct. sikkerhed få alkoholproblemer som voksne,« siger Joachim Knop.

Det er uhyggelige og gode nyheder på samme tid. For selv om kursen ser ud til at være sat for en gruppe, som Joachim Knop løseligt anslår til at omfatte mindst 10.000 drenge, så giver den nye viden mulighed for at beskytte drengene mod påvirkninger, der skubber dem i retning af misbruget.  

Det er faktisk muligt at få de udsatte drenge til at styre uden om derouten, hvis man sætter ind med pædagogiske og terapeutiske midler, mener Joachim Knop.

»Vi vil naturligvis alle sammen hellere forebygge end lappe sammen, når skaden er sket. Vi har bare ikke vidst, hvad det var, vi skulle forebygge. Den viden, vi nu har, burde medføre, at en skolepsykolog og en børnepsykiater går sammen med klasselæreren om at passe ekstra godt på den lille dreng, der er i risiko. Det værste, man kan gøre for de drenge, er at smide dem ud af skolen eller lade dem dumpe. I stedet for at give dem en masse bøvl skal de passes ekstra godt på og pakkes ind i trygge rammer.«

De børn skal hjælpes

Den nye viden kaster en række etiske overvejelser af sig. For kan man begynde at behandle nogen, før de overhovedet er blevet syge? Og stempler man et barn, som måske havde klaret sig fint, ved at begynde at behandle det anderledes? For Joachim Knop er det en bagvendt måde at se sagen på.
»Det er vigtigt at anerkende, at der er enkelte børn, som er i stor, stor risiko for at komme i en frygtelig situation 20-30 år senere. Det må vi acceptere, så vi kan vende det til noget positivt og gøre, hvad der står i vores magt, for at hjælpe de børn,« siger han. 

En af de overvejelser, som forældre og behandlere skal ud i, er medicinering.

»Hvis et barn har kombinationen af en alkoholiseret far, en dårlig fødsel, adhd og adfærdsvanskeligheder, kan det formentlig rigtig godt betale sig at behandle adhd’en med Ritalin for overhovedet at få barnet i tale.  Jeg er ikke glad for, at man fylder medicin på børn og unge. Men alternativet er, at vi lader det sejle, indtil problemerne udvikler sig i voksenalderen. Det er et behandlingsmæssigt dilemma,« siger Joachim Knop.

Sønner af alkoholikere

Studiet er den mest omfattende undersøgelse af alkoholafhængighed i verden. Det har taget 33 år, fordi forskerne i stedet for at spørge en gruppe alkoholikere, hvordan deres liv har været, har fulgt deltagerne fra sidelinjen og set tingene ske uden at gribe ind i begivenhedernes gang.

Hvert 10. år har Joachim Knop og kollegerne indsamlet nye data og nye interview med en højrisikogruppe bestående af 223 sønner af alkoholikere og en lavrisikogruppe bestående af 109 mænd, hvis fædre ikke var alkoholikere.

Sammen med data fra en række registre om fødsel, barndom og skolegang har interviewene givet forskerne det, de skulle bruge, for at finde ud af, hvad der adskiller sønner af alkoholikere fra andre børn, og hvad der adskiller de alkoholikerbørn, der selv bliver alkoholafhængige, fra dem, der ikke gør.

Arbejdet har været fordelt sådan, at danskerne har udtænkt projektet og leveret interviewpersoner og data, mens amerikanerne har stået for de tekniske analyser. Det har givet udbytte for begge parter.

Projektet har ud over at afdække tydelige tegn i barndommen på senere alkoholafhængighed også pillet ved den viden, vi har om afhængighedens forløb, og det kan blive skelsættende for behandlingen af alkoholafhængige.

To slags alkoholisme

Hidtil er alkoholisme blevet opfattet som én lang, destruktiv nedtur – én gang alkoholiker, altid alkoholiker – men da deltagerne i undersøgelsen rundede de 40 år, blev Joachim Knop opmærksom på en uventet udvikling. Han var selv rundt og interviewe deltagerne, og undervejs gik det op for ham, at mange af dem, der var afhængige som 30-årige, på uforklarlig vis var kommet ud af afhængigheden ti år senere. 50 pct. helt uden behandling. Det har sat gang i en ny undersøgelse, som endnu ikke er afsluttet. Materialet er taget frem igen, for nu vil forskerne vide, hvad der adskiller dem, der holdt op med at drikke, fra dem, der er fortsat.

Og en markant forskel har allerede vist sig. Resultaterne fra den intelligenstest, som deltagerne tog ved hærens session, viser nemlig, at de, der kom ud af afhængigheden, scorede betydelig højere end dem, der drak videre. Meget tyder på, at de, der kommer ud af afhængigheden af sig selv, har bedre intelligens end dem, der stadig er afhængige. For Joachim Knop ligger konklusionen ligefor:

»Det lader til, at drengenes kognitive evner har betydning for deres risiko senere. Det får mig til at tænke, at der sandsynligvis findes to former for alkoholisme. En ondartet, som kun går ned ad bakke med social deroute og tidlig død, og en godartet, som tilsyneladende går over helt af sig selv, uden behandling,« siger han.

I disputatsen foreslår Knop, at opdelingen anerkendes og indføres i definitionen af alkoholafhængighed.
En opdeling af sygdommen i godartet og ondartet, som man kender det fra bl.a. kræft og diabetes, kan få stor betydning for behandlingen. Det vil nemlig give behandlerne en mulighed for at prioritere patienterne, præcis som det sker med kræftpatienter. Og det er helt nyt inden for alkoholafhængighed.
»Alkoholenheder og ambulatorier vil kunne skelne mellem godartede grupper, som kan klare sig med en knap så intensiv indgriben, og ondartede, som skal have hele armen. Man vil kunne prioritere midlerne, og det har man aldrig kunnet før. Behandlingen har altid været over en kam,« siger Joachim Knop.

Gener og miljø

I løbet af de sidste 30 år er det blevet tydeligere og tydeligere for Knop og kollegerne, hvor kompleks en sygdom de har med at gøre.

Afhængigheden kan hverken tilskrives gener eller dårlige sociale forhold alene. For Knop er det meget vigtigt at holde fast i den kompleksitet.

»Så længe man kun leder efter årsagerne i generne eller i miljøet, kommer man ikke videre. Det er en gammelkendt sandhed, at alkoholisme går i familier, men man har skændtes i århundreder om, hvorvidt det var arvesynden, miljøet eller generne, der var årsagen. I dag står det klart, at både gener og miljø er involveret i det faktum, at far afleverer et alkoholmønster til sønnen,« siger Joachim Knop.

»Alle undrer sig over, hvad der egentlig er genetik, og hvad der er miljø. Det helt nye inden for genforskningen er, at miljøfaktorer faktisk kan spille ind på generne og afgøre, hvordan de får lov at udvikle sig,« fortæller han.

Drengene i risikogruppen har gener, der øger deres sårbarhed, men det er den opvækst og omsorg, de får, der bestemmer, hvordan den får lov at udvikle sig. Hvis tærsklen på forhånd er lav, og drengen møder megen modgang, ligger vejen åben for alkoholafhængighed senere. Mens et barn med lav tærskel i et trygt og godt pædagogisk miljø har en bedre chance for at styre uden om.

Knop er en vedholdende type. Han er særlig stolt af langstraktheden i projektet og de mange års grundigt arbejde. Han har leveret et studium, som er enestående i verden, fordi det følger så mange over så lang tid, og fordi det er lykkedes at følge de afhængige, fra før sygdommen brød ud.  

»Det har været så opløftende med den disputats. Det er jo rosinen i pølseenden. Jeg har aldrig tænkt over, hvorfor jeg er blevet ved, eller hvad jeg har fået ud af det, Men nu hvor jeg fået et konkret akademisk blåt stempel, er jeg glad og stolt over, at det er blevet til et akademisk livsværk.«

En sidste dans

Det eneste projekt, der nærmer sig noget af det, som Knop har orkestreret, finder sted i San Diego, USA. Dem driller Knop veltilfreds med, at de kun har været i gang i 15 år.

Og målet er nået med doktorgraden, men… de fleste af deltagerne i undersøgelsen har rundet de 50, og det kribler i Knop for at tage en omgang mere, før det er for sent. Han forsøger stadig at finde unge læger, der vil føre projektet videre, men ingen har taget mod tilbuddet endnu. Selv tror Joachim Knop, det skyldes, at alkohol er lavstatus, og at det ikke er in blandt unge læger at kaste sig ud i så langvarigt et forskningsprojekt.

»Det ærgrer mig meget. De kan få en ph.d.-grad ud af det, men det ligger ikke rigtig i tiden at lave den her slags forskning. De unge er mere interesserede i hurtige scanninger og teknisk lægevidenskabelig forskning. Men du kan tro, jeg har øje for at finde en ung psykiater til at hjælpe til,« siger Joachim Knop.
Derfor er den mest sandsynlige udgang, at Knop selv tager en sidste omgang med projektet.

I øjeblikket diskuterer han muligheden for at samle dna-prøver fra deltagerne i undersøgelsen med kollegerne i Kansas City.

»Tænk, hvis der er genetisk forskel på de alkoholikere, der har den milde form, og dem, der har den alvorlige form. Hvis der er, vil man med en enkelt blodprøve i 17-18-års alderen kunne sige, om patienten er på vej ind i et ondartet eller godartet forløb. Det vil være et fantastisk spring fremad,« siger Joachim Knop.

Blå bog

Joachim Knop, 68 år

  • 2011 Dr.med.
  • 2009- Overlæge, Psykiatrisk Center København, Bispebjerg Hospital
  • 2002-09 Overlæge, Distriktspsykiatrisk Center Greve
  • 1989-2001 Overlæge, Psykiatrisk Center Gentofte
  • 1986-89 Overlæge, misbrugsafdelingen, Psykiatrisk Center Glostrup
  • 1983 Speciallæge i psykiatri
  • 1979- Seniorforsker ved Institut for Sygdomsforebyggelse og Principal Investigator på The Danish Longitudinal Study of Alcoholism
  • 1971 Cand.med.